Nybagt mor i støjhelvede
Vægge bliver væltet, mens gulv og kuvøse ryster på afdelingen med for tidligt fødte børn på Aarhus Universitetshospital.
Aarhus Universitetshospital har en afdeling, hvor 27 for tidligt fødte børn kæmper for deres liv. Et af de børn er nybagte mor Stinne Juhls søn, som er kommet til verden til et noget andet hospitalsmiljø end forventet.
På grund af ombygning er børneafdelingen præget af overdøvende larm, mens gulve og kuvøser ryster. Det har fået den nybagte mor til at dele en frustreret og desperat statusopdatering på Facebook sammen med et videoklip, hvori man kan høre den voldsomme larm. Videoen er i skrivende stund blevet delt 19.000 gange og set næsten 728.000 gange.
”Jeg har flere gange prøvet at råbe højt, vist min frustration og været ekstremt ked af det på mit barns vegne, desværre uden held. Bare i dag har de brug vinkelsliber og tryklufthammer i 11 timer i streg med få korte pauser,” skriver Stinne Juhl blandt andet.
Ifølge statusopdateringen fødte hun 27 uger henne den 9. april en dreng, der vejede 720 gram og målte 34 cm. Til BT oplyser hun, at hendes dreng danner væske i hjernen og er særlig sårbar, og at støjniveauet er så højt, at de har fået udleveret ørepropper.
”Samtidig kan vi så stå og se på overvågningsskærmene, at når støjen kommer, så falder hans puls, og iltniveauet dykker. Det er forfærdeligt for os alle sammen. Også for personalet, der siger, at de har fået at vide, at det ikke kan være anderledes. Det er bare ikke i orden, det er helt uacceptabelt, siger Stinne Juhl til BT.
Rune Weis Næraa, den ledende overlæge på børneafdelingen, erkender over for TV2 Østjylland, at hospitalet ikke har håndteret situationen hensigtsmæssigt.
"Normalt ville vi have flyttet mor og barn, men i dette tilfælde ligger de på en særlig stue, og derfor har det ikke været muligt at finde en anden stue til dem," siger han til TV2 Østjylland.
På et møde mandag morgen har ledelsen af byggeriet besluttet, at der ikke må støjes igen, før planerne for ombygningen af børneafdelingen er blevet gennemgået, oplyser de via en pressemeddelelse.
"Det kan desværre ikke undgås, at der vil forekomme byggestøj i bygningen, men der skal være pauser i larmende nedbrydningsarbejde, og personalet har mulighed for at forlange byggeopgaver standset, hvis det går ud over patienterne," skriver hospitalet endvidere.
Ifølge hospitalet stammer støjen fra nedbrydningen af en væg i et ambulatorium på etagen under børneafdelingen. Ombygningen skal ændre det eksisterende sygehus til et supersygehus, der skal rumme hele Det Nye Universitetshospital (DNU).