Mystik om underskrift sender banal sag til udvalgsbehandling
En banal sag om godkendelse af årsrapporten for Aarhus Vand A/S endte i teknisk udvalg.
En banal sag om godkendelse af årsrapporten for det kommunale aktieselskab Aarhus Vand A/S endte mod forventning til videre behandling i teknisk udvalg.
Årsagen var tvivl i byrådet om byrådsmedlem Lars Boje Mathiesens (LA) holdning til årsrapporten. Lars Boje Mathiesen, som også er medlem af bestyrelsen i Aarhus Vand A/S, konstaterede i byrådssalen onsdag, at han var i tvivl om sin opbakning til årsrapporten. Derfor har han endnu ikke skrevet under på årsrapporten, konstaterede han under byrådets behandling af sagen.
Det undrede flere af de øvrige byrådsmedlemmer, som hæftede sig ved, at Lars Boje Mathiesens underskrift er med den skriftlige årsrapport for Aarhus Vand.
”Er der en fejl i årsrapporten? Det er alvorligt, hvis underskriften er sat uden om Lars Boje Mathiesens egen handling,” sagde Marc Perera Christensen, Det Konservative Folkeparti.
SF’s Jan Ravn Christensen mener, at situationen er kritisabel.
”Det er uholdbart, at vi har et byrådsmedlem i bestyrelsen for Aarhus Vand, som ikke vil bakke op om kursen for Aarhus Vand,” sagde Jan Ravn Christensen.
Flere politikere bad Lars Boje Mathiesen svare på, hvorvidt underskriften er et falsum eller ej. Lars Boje Mathiesen tog efterfølgende ikke ordet.
Det er de borgerlige partier i Aarhus byråd, som har indstillet Lars Boje Mathiesen til bestyrelsen i Aarhus Vand.
”Lars Boje sidder som repræsentant for Aarhus Kommune og ikke repræsentant for Liberal Alliance,” sagde rådmand Jette Skive, Dansk Folkeparti.
Socialdemokraternes Steen B. Andersen sendte sagen til behandling i teknisk udvalg.
Lars Boje Mathiesen forlod efter behandlingen af sagen byrådssalen. Årsagen var, at hans datter var blevet syg, skrev han senere på aftenen i en mail til pressen. I mailen konstaterede Lars Boje Mathiesen, at sagen beror på en misforståelse.
”Liberal Alliance kan godt stemme for den opstillede indstilling omkring Aarhus Vand. Afvisningen beroede på en personlig fejllæsning af et vedlagt bilag i indstillingen,” skriver Lars Boje Mathiesen, der oplyser, at han blev forvirret af et opkald, som han modtog inden behandlingen fra sin datters barnepige.
”Det slog mig ud af den, og jeg så det som om, at indstillingen af regnskabet også indeholdt godkendelse af takster for 2015. I 2015-takster indgår den nye afgift på 500 kr., som vi i Liberal Alliance ikke støtter. Det viser sig ved nærmere syn, at der kun indgår takster fra 2014 og ikke 2015. Så derfor er sagen knap så dramatisk, som mange sikkert ville kunne ønske,” skriver Lars Boje Mathiesen, der understreger, at fejlen vil blive rettet på det næste byrådsmøde.