Fortsæt til indhold
Aarhus

Hvis nu bare han havde været 22 år

Fodbold: Først i en relativt sen alder er det lykkedes Skovbakkens Jakob Rittig at hamre mål ind på stribe, og det er han faktisk en anelse træt af.

Mick Kristensen

En ”late bloomer” er en person, hvis talent eller evner ikke er synligt for andre før senere end normalt.

Sådan lyder Wikipedias definition på begrebet ”late bloomer”, og det passer såmænd ganske fint på Jakob Rittigs karriere som fodboldspiller. For først i en relativt sen fodboldalder, som 27-årig, har han fået sit gennembrud for Skovbakken i 2. division.

I indeværende sæson har Jakob Rittig scoret 15 mål, hvilket placerer ham på topscorerlistens andenplads i 2. division vest, og tager man forårssæsonen 2014 med, er han oppe på hele 23 mål i Skovbakkens seneste 32 divisionskampe.

Det gode spørgsmål er så, hvorfor en målstime af den slags først indfinder sig, når man bevæger sig mod slutningen af 20’erne.

»Det har jeg virkelig også undret mig over. Men i Skovbakken har jeg to trænere, der kender mig og viser mig tillid. Det har gjort, at jeg har kunnet levere. Men det har også noget at sige, at jeg for nogle sæsoner siden blev rykket ned på kanten, fordi jeg ikke scorede nok mål som angriber. Da der så kom skader hos vores angribere for et år siden, fik jeg igen chancen på den position, og derfra er det gået stærkt,« siger Jakob Rittig.

Er du ikke træt af, at du først nu for alvor begynder at gøre dig bemærket som fodboldspiller?

»Jo, det er jeg meget træt af. For jeg er godt klar over, at når klubber i de bedre rækker kigger efter nye spillere, er alderen noget af det vigtigste. Hvis jeg nu havde været 22 år i stedet, havde jeg nok været væsentligt mere interessant for mange klubber. Jeg er bare ikke 22 år og kan ikke ændre på det. Men det er da alligevel træls at tænke på, at min fodboldkarriere kunne have set anderledes ud, hvis jeg havde slået igennem nogle år før,« siger han.

Målet er 1. division

Men håbet om at prøve sig af på et højere niveau er endnu ikke slukket for den 27-årige angriber, der har spillet i Skovbakken siden juniortiden, kun afbrudt af et halvt år på college i USA.

Hvis jeg nu havde været 22 år i stedet, havde jeg nok været væsentligt mere interessant for mange klubber.
Jakob Rittig, , Skovbakken-spiller

»Jeg har spillet i Skovbakken i en del år efterhånden og har ikke planer om at skifte. Men efter jeg er begyndt at score mange mål, er der kommet interesse andre steder fra, og jeg er da åben for de muligheder, som kan opstå. Det tager jeg dog lidt, som det kommer, for lige nu er jeg bare glad for at være i Skovbakken,« siger Jakob Rittig.

Hvad kan få dig til at skifte?

»Hvis der dukker noget interessant op, som jeg føler, jeg ikke kan sige nej til, så skifter jeg. Det er dog svært at svare på, hvad der er interessant på nuværende tidspunkt. Mit mål har i lang tid været at spille i 1. division, så hvis en klub derfra tilbyder sig, kan jeg blive fristet,« siger han.

Interesse fra udlandet

Det er ikke kun glæden ved at spille i Skovbakken, der komplicerer et eventuelt skifte for Jakob Rittig.

Sidste sommer blev han færdiguddannet som lærer og begyndte derefter som kontaktlærer for en 1. klasse på Sødalsskolen i Brabrand. Den stilling vil han meget gerne beholde, og derfor skal han i fremtiden kunne kombinere sin fodbold med den stilling eller få et så attraktivt tilbud, at han bliver nødt til at vinke farvel til jobbet som kontaktlærer.

Det opstod der faktisk allerede en mulighed for i løbet af vinteren, hvor klubber fra Island og Færøerne henvendte sig til ham og hørte, om han var interesseret i et skifte.

»Det lød spændende og kunne være et slags eventyr at drage på. Men jeg var næsten lige blevet færdig som lærer og ansat ved Sødalsskolen, og derfor valgte jeg at takke nej til tilbuddene. Det kunne have været en oplevelse at spille fodbold på Island eller Færøerne, og jeg havde taget orlov og taget imod tilbuddet, hvis jeg stadig havde gået på lærerseminariet. Det havde jeg bare ikke lyst til at gøre som nyuddannet,« siger Jakob Rittig.