Fortsæt til indhold
Aarhus

Fond: Ingen grund til at føle sig snydt

Købmand Ferdinand Sallings Mindefond har ifølge kommunikationsdirektør først genereret store overskud i de senere år.

Henrik Grønvald

Tidligere Salling-ansatte behøver ikke føle sig snydt, selv om millioner fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond er blevet udbetalt i strid med den oprindelige fundats fra 1957. Ifølge kommunikationsdirektør Mads Hvidtved Grand, Dansk Supermarked, har fonden nemlig ikke indeholdt nogen nævneværdig formue før årtusindskiftet.

»Det er formentlig en ringe trøst, men man skal i hvert fald ikke af den årsag føle sig snydt,« siger Mads Hvidtved Grand.

Det har, som tidligere beskrevet i Jyllands-Posten, vakt harme blandt forhenværende ansatte i varehusene i Aalborg og Aarhus, at udbetalingen af gratialer for 35 mio. kr. fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond ikke kommer dem til gode. I stedet har fonden sendt penge til medarbejdere, som har været ansat i en ubrudt periode på fem år i 2003-2007 og 2008-2012. Da gratialerne er beregnet ud fra indkomst, har nogle medarbejdere angiveligt fået udbetalt flere hundrede tusinde kroner.

Ændring ikke godkendt

Forklaringen skal findes i en 58 år gammel fundats. Mindefonden blev stiftet i 1957 med en formålsbestemmelse om, at en tredjedel af overskuddet skulle tilfalde medarbejderne. Fundatsen blev dog allerede to år senere ændret af bestyrelsen, hvorefter medarbejdergratialerne udgik.

Det har dog siden vist sig, at Justitsministeriet aldrig har godkendt ændringen i 1959. Derfor er den oprindelige fundats stadig gældende, og ifølge den skulle der altså have været uddelt penge fra fonden hvert femte år – første gang i 1963.

Af 11 mulige uddelinger er det dog endt med, at der kun udbetales penge fra de seneste to perioder. De resterende ni udbetalinger anses for forældede.

»I forhold til hvor langt man går til tilbage, er der en juridisk forældelsesfrist, men fra fondens side har man også kigget på, hvor stort overskuddet har været i mindefonden, og der er stor forskel. Det er primært inden for de sidste 10 år, at mindefonden overhovedet har genereret et overskud. Derfor er det ikke fundet relevant at gå længere tilbage,« fortæller Mads Hvidtved Grand.

Overskuddet vokser

Ifølge et dokument, som Bech-Bruun i december 2014 har sendt til Civilstyrelsen, er andelen af overskuddet for perioden 2003-2007 beregnet til 695.000 kr., mens der var 34,5 mio. kr. til fordeling for perioden 2008-2012.

»Overskuddet var tidligere relativt begrænset. Derfor ville det ikke give nogen mening at gå længere tilbage, hvis man skulle sikre, at uddelingen ikke blev ædt op af administrationsomkostninger til at finde frem til de tidligere medarbejdere, som uddelingen skulle komme til gode,« fortæller Mads Hvidtved Grand.

Ifølge kontorchef Louise Christophersen, Civilstyrelsens fondskontor, gik styrelsen i sin tid ind i sagen, da den undrede sig over de meget store udbetalinger fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond til østjysk og aarhusiansk kultur.

»Ved en gennemgang af fondens regnskab for 2011 ser det ud til, at der er en uoverensstemmelse mellem, hvad fonden uddeler midler til, og hvad der kan uddeles til efter den fundats, vi har godkendt. Derfor begynder vi at spørge ind til det,« fortæller Louise Christophersen.

Derefter følger flere års korrespondance mellem styrelsen og advokatfirmaet Bech-Bruun. Dansk Supermarked har via advokaten bl.a. forsøgt at få udbetalingerne til at omfatte alle koncernens medarbejdere – også i udenlandske selskaber – men det har Civilstyrelsen modsat sig.

Civilstyrelsen godkendte den 29. september 2014 en ændring af fundatsen, som fonden havde søgt om med henblik på at tilpasse fondens formål til nutidens forhold. Hvorvidt der er indtrådt forældelse i forhold til de tidligere udbetalinger, har Civilstyrelsen ifølge kontorchefen ikke blandet sig i.

»Det hører ikke ind under Civilstyrelsens kompetence som fondsmyndighed at vurdere, om eller hvornår der er indtrådt forældelse i forhold til de udbetalinger, som skulle have været gennemført længere tilbage. Det er en vurdering, der er foretaget af fonden og/eller fondens advokat,« fastslår Louise Christophersen.