Fortsæt til indhold
Aarhus

Rejseentusiast overtager Ruby Rejser

Generationsskifte: Mads Bygballe har overtaget det aarhusianske Ruby Rejser, som bliver det tredje i rækken af ejede rejseselskaber med fokus på aktive ferier.

Josefine Aaen

» Det lille bureau med de mange specialrejser.«

Således har de fire ejere af Ruby Rejser beskrevet deres hjertebarn gennem 33 år. Nu har de valgt at give styrmandsposten videre og lade en anden rejseentusiast overtage driften af det aarhusianske rejseselskab.

Direktør for rejsebureauerne Seatravel og Travelnorth Mads Bygballe har overtaget direktørposten for selskabet, der siden sin tilblivelse har udbudt ferier med fællesskab og naturoplevelser i fokus. Den profil vil den nyligt tiltrådte direktør ikke ændre på.

»Der er ren og skær tale om et generationsskifte. Selskabet kommer til at køre videre, som det altid har gjort,« siger Mads Bygballe.

Ruby Rejser blev stiftet af Sten Ruby og Inger Marie Arildsen i starten af 1970’erne og kunne sidste år fejre 40 års jubilæum. I 1982 købte Jens Ole Aaris og Per Christensen rejsebureauet for intet mindre end en skrivemaskine, og siden er deres respektive hustruer, Annemette Lygaard og Elsebeth Sørensen, blevet medejere.

Varme og kolde rejser

Firkløveret har drevet selskabet med aktive rejser som fundament. De har således specialiseret sig inden for oplevelsesrejser til både varme og kolde himmelstrøg med bl.a. skiferier, cykelferier og vandreture.

»Det er et rigtig spændende firma, som har eksisteret i mange år, og som efterhånden har opbygget et rigtig godt ry for naturrejserne. De alternative ferier er også noget af det, vi beskæftiger os med i både Seatravel og Travelnorth – det er det samme, bare uden helt at være det,« siger Mads Bygballe.

Mads Bygballe har i ni år stået i spidsen for Seatravel, men rejseentusiasmen rækker meget længere tilbage i tiden. Allerede som seksårig tog hans forældre ham med på en sejltur til Middelhavet, hvor den lille familie i fire år var på opdagelse, »og siden har rejselysten kun vokset sig større,« siger direktøren.

»Jeg har rejst rigtig meget både på båd, på cykel og på ski. Jeg har bl.a. haft fire sæsoner i Østrig som skiguide og brugt det andet halvår på at sejle. Og så har jeg haft min egen sejlerskole som en del af min fars bådudlejning i Danmark,« fortæller han.

Ambitionerne for bådudlejningen tog dengang til, og i 2006 overtog Mads Bygballe sammen med sin far, Michael Bygballe Christiansen, selskabet Sunway og kunne derigennem tilbyde bådudlejning over hele verden.

Senere købte de det københavnske bureau Seatravel, der er specialiseret i rejser til vands, og de to selskaber fusionerede. Seatravel forhandlede dengang krydstogtrejser, men den del solgte Mads Bygballe til firmaet MyCruise og købte i stedet aktier i selskabet.

Sidenhen har han udvidet sin rejsehorisont, og for et år siden etablerede han selskabet Travelnorth, der arrangerer samlede rejsepakker for andre bureauer.

Indholdet forbliver adskilt

For få uger siden indtog han direktørstolen på Ruby Rejsers kontorer i Mejlgade, men selvom han nu ejer tre rejseselskaber, der alle sælger aktive rejser, er direktøren fast besluttet på at fastholde bureauernes individuelle fokusområder med hver deres udbud af specialrejser.

»Selskaberne kan trække på fælles administration, markedsføring og synergieffekter, men indholdet vil være adskilt. Det er unikke specialrejser – det skal ikke være mainstream,« fastslår han.

Parrene, der i 33 år har drevet Ruby Rejser, vil forsat have deres daglige gang på kontorerne i Mejlgade. De fire tidligere ejere vil fokusere på produkterne, mens Mads Bygballe overtager den administrative del.

»De tidligere ejere kommer til at bidrage med det, de altid har gjort, og derfor kommer Ruby Rejser til at fortsætte i samme ånd som nu. Måske kommer der nye aktiviteter og rejsemål på programmet, men det bliver med samme fokus på aktive, kulturelle og naturprægede rejser.«