Fortsæt til indhold
Aarhus

Energikæmpen har rejst sig igen

Et dramatisk år er slut for Danske Commodities, der er blandt Aarhus’ største virksomheder. Men nedtur og fyringer har sat sine spor.

Peter Simonsen

Når stifter Henrik Lind har kaldt 2014 for »det hårdeste i karrieren« og det hårdeste år nogensinde for Danske Commodities, forstår man ham.

Efter 10 år med tårnhøje vækstrater, masser af opmærksomhed og en omsætning, der blev mangedoblet efter behag og gjorde Henrik Lind til milliardær, bragede den aarhusianske energikæmpe til jorden sidste sommer.

Selskabets omkostninger var løbet løbsk, direktør Torben Nordal Clausen sagde op, og Henrik Lind indsatte sig selv som midlertidig topchef og gennemførte en massiv oprydning. Det kostede 110 ansatte deres job.

Sporene fra nedturen er tydelige i regnskabet for 2014.

Nok er omsætningen steget fra 14,4 mia. kr. til 18,8 mia. kr., men både indtjening og resultat er dykket drastisk. Danske Commodities sluttede året med et overskud på 51,5 mio. kr., hvilket er næsten 200 mio. kr. mindre end året før.

Den såkaldte EBIT-margin, der fortæller, hvor meget af virksomhedens omsætning der reelt bliver til overskud, er faldet til kun 0,4 pct., hvilket tilskrives et stort pres på marginerne i energimarkederne.

Fartblind

Det var handel med strøm, gas og CO2-kvoter, som fra 2004 og frem gjorde Danske Commodities til en buldrende milliardforretning i centrum af Aarhus med knap et halvt hundrede ansatte, indtil festen sluttede brat.

De mange år med heftig vækst havde gjort Danske Commodities fartblind, indtaget af nye medarbejdere viste sig at være alt for stort, og forventningerne til væksten holdt ikke stik.

I dag har Danske Commodities trimmet forretningen gevaldigt, og ifølge den nye topchef, tyskeren Dirk Mausbeck, er processen med at stramme til sågar slut.

»Som mange andre succesfulde virksomheder er vi konstant på udkig efter muligheder for at forbedre vores omkostninger og arbejdsgange, men vores hovedfokus er på forretningen,« skriver Dirk Mausbeck i regnskabet.

Han blev hentet ind som direktør ved årsskiftet og fremlægger til sommer sin plan for Danske Commodities, der ved udgangen af 2014 havde 360 ansatte – størstedelen i Aarhus.