Kendt kaffebar er gået konkurs
Sigfreds Kaffebar var en af de første af sin slags i Aarhus. Nu lukker den.
De fleste aarhusianere kender duften af frisk kaffe, når de træder ind på strøget i byen. Nogle ved også, at duften ofte stammer fra den lille kaffebar på venstre side af gågaden, når man kommer fra banegården. Men den duft er væk nu.
Sigfreds Kaffebar er gået konkurs, oplyser virksomheden på sin Facebook-side.
"Har netop afholdt møde med mine helt fantastiske medarbejdere, hvor jeg har givet dem den triste besked..! Tak til alle, som gennem årene har støttet Sigfreds Kaffebar, skal lyde verdens største tak. Jeg er meget stolt af det som vi har opnået, men ked af at det ikke længere lykkedes at opretholde driften af mine butikker. Kærligste hilsner til alle," skriver ejeren af Sigfreds Kaffebar, Thomas Sigfred.
Han var manden bag en af byens første rigtige kaffebarer, da han oprettede den lille biks på Ryesgade 28. Siden udvidede han med en kaffebar lidt længere op ad strøget i samme lokaler som Vanggaards Boghandel. I 2012 kom den tredje butik - denne gang i Guldsmedgade.
Thomas Sigfred og hans medarbejdere har gennem årene leveret kvalitetskaffe i alverdens afskygninger, og at dømme ud fra reaktionerne på Facebook kommer rigtig mange til at savne deres faste kaffepusher.