Slut med at være pæn baggrundspynt

Det har været syret, som da de i sommer spillede med Rod Stewart på Amfiscenen. Det har været spøjst, som da de i julen var hyret til at spille julesange til et yoga-arrangement. Og det har været for vildt, som da de spillede med rockbandet Duné foran 30.000 mennesker i Tivoli.

Siden strygerensemblet Who Killed Bambi blev dannet i 2009, har oplevelserne stået i kø for ensemblets seks kvindelige medlemmer, der spiller rytmisk musik på strygerinstrumenter.

De kender hinanden fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, og selv om det har været fedt at spille med landets etablerede kunstnere på bl.a. Smukfest, North Side og plænen i Tivoli, vil de nu vise, hvad de selv er i stand til at få ud af deres instrumenter.

Derfor sender gruppen den 26. januar debutpladen ”Who Killed Bambi +” på gaden.

»Jeg havde gået med tanken i noget tid, for det kunne være fedt selv at komme med et bud på, hvordan en strygergruppe bedst kan løfte den rytmiske musik,« siger Mette Dahl Kristensen, der spiller bratsch i gruppen.

Alle var klar på ideen, for de er enige om, at man som stryger indimellem føler sig reduceret til pæn baggrundspynt.

»Projektet handler bl.a. om at vise, hvad strygere kan bruges til. Når vi bliver hyret, er arrangementerne indimellem skrevet af nogle, som ikke har så meget forstand på strygere. Det er ærgerligt, for så ender vi som dyr pynt i baggrunden, og vi ved, at de kunne få meget mere ud af os,« siger Louise Drengsgaard Jørgensen, der spiller violin.

Kun sig selv

På debutpladen er det kun strygerensemblet, der spiller. Der er ikke noget underliggende beat, en stortromme eller noget tredje. De får dog hjælp af otte kunstnere, som har sagt ja til at lægge vokal til nye strygerarrangementer af deres egne sange.

Pernille Rosendahl, Hanne Hukkelberg og Turboweekend er blandt navnene, der optræder på pladen, der derudover byder på tre nye instrumentale værker komponeret af Who Killed Bambi.

»Arbejdet med kunstnerne har været en stor oplevelse. F.eks. da vi fik Hanne Hukkelberg i studiet, og hun varmede sin stemme op, det lød som et vildt dyr, men da hun gik i gang med at indspille, krævede det kun to takes. Det var vildt imponerende,« siger Benedikte Borum Poulsen, som fortæller, at de udarbejdede en lang liste over kunstnere, de gerne ville indspille med, og alle dem, der er med på pladen, var på listen.

Svær logistisk opgave

Det har taget taget cirka et år at få pladen i hus, og det har været noget af en logistisk opgave. De bor nemlig ikke alle sammen i Aarhus mere. Én studerer i Østrig, én i Malmö og én arbejder i Ramallah i Palæstina.

En presset hverdag og stor geografisk spredning til trods er gruppen ikke færdig med at forfølge nye mål.

Én vil bookes til en koncert i udlandet, én vil bookes som Who Killed Bambi i stedet for som live-backing. Og så er der listen, for selvom de er ovenud tilfredse med de kunstnere, der medvirker, var der en, der ikke kunne.

»Björk kunne ikke, så det bliver næste gang,« siger Maria Isabel Edlund med en slet skjult sarkasme, som får de andre til at bryde ud i latter.

Det gør de ofte denne eftermiddag, hvor de sidder i rundkreds i et øvelokale, der hvor de lærte hinanden at kende. Nemlig på fjerde sal i en af musikhusets bygninger, hvor Det Jyske Musikkonservatorium holder til.