Se billederne: Penthouse på øverste hylde i Aarhus
På toppen: Jo længere du arbejder om aftenen, jo færre penge bruger du, lyder Hans Lorenzens filosofi. Interview med bygmesteren, der har tjent nok til at bygge sit eget højhus og er flyttet ind i 680 kvm på toppen af Aarhus.
Små skridt. Tålmodighed. Tjen pengene, før du bruger dem.
Hvis man i mødet med bygmester Hans Lorenzen, der ejer ejendomme for op mod 2 mia. kr., håber på vilde historier om gambling og hurtige penge, bliver man skuffet.
Hvis man derimod vil høre en opbyggelig historie om hårdt arbejde, nøjsomhed, sønderjysk fornuft og dertil en imponerende slutning på toppen af Aarhus, er man komme til den rette.
Han er blevet 70 i år, og slutningen er selvsagt ikke skrevet endnu, men en foreløbig krone på mere end 50 års arbejdsliv blev netop sat i år, da han fik realiseret sin mangeårige drøm om at bygge det store højhus med Comwell-hotellet i Værkmestergade, der har fået navnet City Tower.
Hans egen krone på det værk blev virkelighed, da han i november flyttede ind i sin nye toetagers lejlighed i toppen af det sorte ”tower”. For her har Hans Lorenzen formentlig bygget sig byens bedste lejlighed med byens bedste udsigt fra 92 meters højde – den bliver i hvert fald svær at slå, må man konstatere efter et besøg i toppen.
»Jeg sender lige en elevator ned til jer.«
Hans Lorenzens stemme lyder i dørtelefonen, og fotografen og undertegnede stiger ind og stiger op.
Det er en af den slags eksklusive lejligheder, hvor man går fra elevatoren direkte ud i lejligheden.
»Kom indenfor,« siger værten med et smil, og han smiler ofte, når han har afsluttet en af sine korte sætninger, som leveres i dæmpet tonefald med sønderjysk accent.
Højhusejeren viser gerne rundt i de 680 lyse kvadratmeter, der siden starten af november har været hans hjem som afløser for villaen på Niels W. Gades Vej, der i øvrigt stadig er til salg.
Specialfremstillede lamper
Vi går gennem den store hall med vindeltrappe beklædt med messing-gelænder og PH-kogler, han har fået specialfremstillet i messing, så de passer til. Videre til soveværelset og badeværelset med guldbelagte vandhaner og tilbage gennem køkkenet og de to stuer – alle med en udsigt, som ikke findes andre steder i Aarhus. På etagen nedenunder er der gæsteværelse og kontor og så den helt særlige vinkælder, hvor lejlighedens hvide stil brydes af sort skifer, dæmpet lys, vinreoler, ældre malerier og en stemning, som var vi på en kælderkro i Sønderjylland.
Her bor han så, den 70-årige Hans Lorenzen, der er fraskilt, men med tæt kontakt til sine to døtre, Annette og Susanne, som han driver HL Ejendomme sammen med. En virksomhed, der ejer otte erhvervsejendomme, deriblandt Europa-huset og Regina-bygningen på hjørnet af Strøget og Sønder Allé i Aarhus. Og deriblandt City Tower, der blev ”født” for små fem år siden.
»Jeg blev præsenteret for projektet onsdagen før påske i 2010, og det tog mig et kvarter at sige ja. Eneste betingelse var, at jeg skulle have den her lejlighed i toppen af huset,« siger han, afsluttet med et smil.
Vi sætter os ved køkkenbordet med udsigt over havnen, og den ellers imponerende Dokk1-bygning syner heroppe som en lille betonklods. Hans Lorenzen er vokset op i Ravsted ved Tinglev som del af det tyske mindretal i Danmark. Faren var murermester, og sønnen var egentlig fascineret af tog og drømte om at blive togfører, men når nu faren var murer, så kunne sønnen jo også lige så godt blive det. Så han kom i lære hos faren som 14-årig.
Han lærte at mure og knokle, og som 20-årig startede han sin egen murerforretning, boede i en campingvogn i fire år og arbejdede døgnet rundt. Det gav de første penge til at bygge det første hus, som han lejede ud. Derefter byggede han flere huse, lagerhaller, svinestalde og meget mere, og hans opskrift på, hvordan man tjener penge, er meget enkel.
»Jo længere du arbejder om aftenen, jo færre penge bruger du. Det er let nok, men også surt til tider at stå kl. 11 om aftenen og blande beton,« som han siger.
I 1969 flyttede han til Aarhus, men først som 50-årig stoppede han som murer med at bygge huse og overgik til at drive ejendomshandel og udlejning. Hvordan man gør den slags, har han ingen recept på.
»Du lærer lidt hen ad vejen, men rigtig klog bliver du aldrig,« smiler han, men små skridt og tålmodighed er tilsyneladende nogle af principperne.
»Hvis du har købt og betalt kontant, så går du aldrig fallit,« siger han, mens vi skuer ud over de bynære havnearealer, hvor mange aktører har tabt mange millioner.
»Læren er jo, at man ikke skal have så meget gæld, for så betaler du mere i renter og udgifter, end du får ind i lejeindtægter. Hvis du er det mindste svag økonomisk, bliver det udnyttet fra alle sider,« siger han.
Et hårdt marked
Hans Lorenzen erkender, at markedet for udlejning af erhvervsejendomme er hårdt for tiden. Der er tusindvis af tomme lokaler i Aarhus, også i hans ejendomme, og i den snak bliver smilet afløst af glød i øjnene, da talen falder på Aarhus Kommunes Dokk1 med 10.000 ledige udlejnings-kvadratmeter.
»Det er for galt, at vi skal konkurrere med vores egen kommune om lejerne. Hvorfor bygger de 10.000 kvm til udlejning, når der står så mange lokaler tomme? De ender jo med at tage mine lejere fra mig og andre private udlejere,« siger han – uden smil.
Samme glød står i øjnene, når talen falder på ejendomsvurderinger.
»Jeg har forsøgt at sælge mit hus i halvandet år uden held, og nu har jeg netop fået at vide, at ejendomsvurderingen er steget. Hvordan kan det lade sig gøre?« spørger han.
Tilbage i vanligt toneleje konstaterer han, at Aarhus er i top.
»Det er en af de bedste byer i Danmark. Der bliver bygget meget, og der flytter mange hertil, og på havnen sker der en hel masse, men det behøver ikke at gå så stærkt,« siger han, der dog også får tilføjet, at op mod 80 pct. af de store byggerier i Aarhus er offentlige byggerier som f. eks. Dokk1, Navitas og hospitalsbyggeriet i Skejby.
»Det er stort set kun mit hus og Bestsellers, der er private,« smiler han.
Og der kommer ikke flere HL-byggerier ifølge Hans Lorenzen.
»Det er blevet alt for bøvlet med de offentlige byggetilladelser og den slags. Vi gider ikke bygge mere, men vi har også nok at gøre med de ejendomme, vi har,« siger han.
Den 70-årige Hans Lorenzen skal til at nyde livet med den daglige morgen-gåtur på 8-9 km, rejserne sydpå, hvor gåturene har maratonlængde, og så ellers nyde udsigten fra toppen af Aarhus. Indimellem skal han også bruge nogle timer på at holde de nye 680 kvadratmeter i ren stand – og det ordnes efter samme recept som den model, der har gjort ham i stand til at bygge sit eget højhus.
»Rengøringen klarer jeg selv. Så sparer jeg den udgift.«