Fortsæt til indhold
Aarhus

Skuffende snow park giver gratis entré

Der er blevet begået begynderfejl i Aarhus Snow Park, men idémændene håber på et comeback et nyt sted i Aarhus.

Aarhus Snow Park lever ikke op til forventningerne. Hverken fra et økonomisk- eller et rent oplevelsesmæssigt perspektiv.

Derfor vil det i parkens sidste uge være muligt at stå på ski, snowboard eller kælke uden først at betale entré.

Det oplyser projektleder Atle Stehouwer til JP Aarhus.

"Vi må erkende, at vi ikke kan levere den oplevelse, som vi selv og publikum forventer. Det har ganske enkelt regnet for meget, og vi har ikke haft mange erfaringer at læne os op ad i forbindelse med projektet. Vi har lært mange lektier på den hårde måde," siger Atle Stehouwer om beslutningen om at tilbyde fri entré frem til sneparkens lukning den 1. januar.

Det har hele tiden været planen, at Aarhus Snow Park skulle køre på prøvebasis i løbet af december, og derfor er det ikke en decideret skuffelse, at eventyret nu snart lakker med enden, mener Atle Stehouwer. Han havde nu alligevel håbet, at projektet kunne have fortsat i januar.

"I den ideelle verden ville vi meget gerne det, men der er mange ting at tage hensyn til i forhold til kommunen og de naboer, som vi også skal respektere," siger han.

Ifølge Atle Stehouwer har der været fin interesse for sneparken, der hver dag har haft over 1.000 besøgende. Alligevel har omsætningen i parken ikke været så stor som forventet i forhold til udlejning af udstyr og salg i boder og telte.

"En del af det skyldes vejret, der ikke har været godt. Men det handler også om produktet, som ikke har været godt nok. Vi kom 10 dage for sent i gang med at producere sne, og vi var nok kun på 50 pct. af det, vi håbede, da vi åbnede," forklarer han.

Når sneparken lukker d. 1. januar indleder projektlederen og hans partnere en dialog med Aarhus Kommune, hvor det skal afgøres, om projektet skal gentages i 2015.

I så fald kommer det sandsynligvis til som minimum at kræve en ny placering, og bakken skal kunne udfordre mere øvede skiløbere, end tilfældet har været i år.

"Jeg vil sige det sådan, at vi vender ikke tilbage med det set-up, vi har nu. Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, og hvis vi vender tilbage, bliver det under alle omstændigheder med en ny placering," siger Atle Stehouwer.

Personligt tror projektlederen da også på, at Aarhus Snow Park vender tilbage - i en eller anden form - i fremtiden.

"Selvfølgelig gør jeg det. Nu skal vi i første omgang have evalueret det hele sammen med kommunen, og så må vi se. Selv om det måske er svært at forestille sig, er der masser af egnede steder i Aarhus, så måske vender vi tilbage med en placering, hvor der er lidt færre naboer," siger han.