Århus Håndbold uden direktør
Der er endnu ikke fundet en afløser til direktørposten.
Ligaklubben Århus Håndbold kommer til at stå uden direktør fra den 1. januar.
Den nuværende chef, Henrik Lundorff, stopper med udgangen af december, og der er endnu ikke fundet en afløser.
»I første omgang regner vi med midlertidigt at omorganisere os internt,« siger Jan Børjesson, der er bestyrelsesformand for Århus Håndbold.
Klubben vil dog ansætte en direktør, meddeler bestyrelsesformanden. Den rette person er bare ikke fundet endnu.
»Nu er det snart jul, og vi når det ikke på denne side af årsskiftet. Men vi er et stykke vej i vores overvejelser, og vi regner med, at vi finder en løsning om ikke så lang tid. Vi forventer, at det kommer på plads i første halvdel af januar,« siger Jan Børjesson.
Hvilken person leder I efter?
»Det skal være en udadvendt person, der kan sælge varen. Vi leder efter en kundeorienteret person, som kan sælge sponsorater og oplevelser. Den primære opgave bliver at skaffe indtægter til klubben, så vi kan få dækket nogle af vores mange udgifter,« siger Jan Børjesson.
Formanden fortæller, at der er indkommet en del uopfordrede ansøgninger i forlængelse af, at det blev meldt ud, at Henrik Lundorff ønsker at stoppe.
»Det er fordelen ved at være en sportsklub med offentlig interesse,« siger formanden.
Sponsor som direktør
Klubben har ikke selv lavet et officielt stillingsopslag.
»Vi har ikke selv haft et stillingsopslag, men det skyldes primært, at vi ønsker en person, som allerede har kendskab til denne verden og kender til vores type organisation,« siger Jan Børjesson.
Rent juridisk skal der indskrives en direktør. Det bliver formentlig Christian Torp, der er direktør for hovedsponsoren Jytas og sidder i klubbens bestyrelse.
»Det er ikke, fordi han skal lave et stort dagligt stykke arbejde, for han har sit eget firma ved siden af. Men vi skal have en direktør skrevet ind,« siger Jan Børjesson.