Millionunderskud i SK Aarhus
Håndboldklubben præsenterer underskud på 2,6 mio. kr.
Det er vanskeligt at få håndboldklubben SK Aarhus til at løbe rundt. Endnu en gang præsenterer SK Aarhus et stort millionunderskud.
Denne gang er der tale om et minus på 2,642 mio. kr. for sæsonen 2013/14. Det fremgår af det seneste regnskab for selskabet SK Aarhus Elitehåndbold A/S.
Det kommer i forlængelse af driftsunderskud på -2,2 mio. kr. for 2011/12 og -2,7 mio. kr. for 2012/13.
»Resultatet anses for utilfredsstillende,« skriver selskabet om det seneste underskud i regnskabets ledelsesberetning.
Det fremgår af regnskabet, at selskabet nu har en negativ egenkapital på 5,8 mio. kr. Det kan betyde, at klubben vil blive overført til Dansk Håndbold Forbunds liste over klubber, der ikke må skrive kontrakter, før der kan præsenteres en positiv egenkapital.
Den samlede lønsum
Alle professionelle klubber i Danmark skal have en positiv egenkapital, der står mål med en procentdel af den samlede lønsum.
Klubben meddeler, at den arbejder på flere fronter for at få styr på den negative egenkapital.
Selskabet peger selv på tre punkter i regnskabet:
Tilvejebringelse af investorkapital, tilførsel af suppelerede aktiviteter og konvertering af gæld.
Klubben har tidligere meldt ud, at den har indledt forhandlinger med en mulig investor, der vil skyde penge i selskabet samt ønsker en plads i bestyrelsen.
»Vi er i dialog med en person fra en virksomhed, som er interesseret i at være en del af det her projekt,« sagde næstformand Per Lilholt i november til JP Aarhus.
Håndboldselskabet har tidligere styrket egenkapitalen ved at få eftergivet ansvarlige lån. Det kan ske igen. I øjeblikket er der lån for 6,2 mio. kr.
Det fremgår ikke, hvilke supplerede aktiviteter selskabet vil kaste sig over i fremtiden.
Det mest positive ved regnskabet er en sætning, der viser, at der er velvillighed til at holde butikken kørende.
»Det likviditetsmæssige underskud er blevet dækket af ansvarlige lån. Der er givet tilsagn om støtte til driften i det kommende regnskabsår,« skriver selskabet i regnskabet.
Regnskabet for 2013/14 dækker over en sæson, da klubben spillede i den næstbedste række.
I denne sæson spiller holdet i Håndboldligaen, hvor holdet lige nu, under den aktuelle EM-pause, ligger nummer syv med 10 point.
En bred kreds
SK Aarhus ejes i dag primært af fire personer.
Det er Bent Kristensen (ca. 23,5 pct.), Henning Hoffmann (ca. 23,5 pct.), Per Lilholt (ca. 23,5 pct.) og Claus Hommelhoff (ca. 23,5 pct.). De resterende aktier er fordelt hos en bred kreds af småaktionærer.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra klubbens næstformand, Per Lilholt, eller direktør Thomas Gielfeldt, der normalt udtaler sig om klubbens økonomi.