En heldig pomme de terre

Engang var han mangemillionær, serverede champagne og kaviar og var garant for byens bedste gastronomi i sine restauranter. I dag er han blanket fuldstændig af og sejler frem og tilbage mellem Aarhus og Sjællands Odde på Mols-Liniens færger – og ser en udfordring i at servere sandwich og røde pølser.

Selv om vilkårene har ændret sig markant for mesterkokken, erklærer han sig lykkelig.

»Det her er en gave, som kom på det helt rigtige tidspunkt til mig – og heldigvis er jeg søstærk,« griner han.

Smilet er stort. Efter nogle turbulente år er han kommet ud på den anden side i god behold. På onsdag fylder han rundt – 60 år – og føler, at der er meget at fejre.

»Jeg har fået nogle andre værdier, og så ser jeg ting i dag, som jeg ikke havde øje for før. Og for første gang i mit liv har jeg en partner i ordets egentlige forstand. Jeg er en heldig kartoffel,« fastslår René Knudsen.

I køkkenet på Katexpress 2 er han ved at putte færdigretter på køl. Som altid har han været tidligt oppe – dvs. ude af dynerne i hjemmet i Mårslet kl. 04.30. Morgentimerne er brugt på at forberede dagens overfarter, hvor der skal serveres hundredvis af måltider i færgens restaurant, cafeteria og kaffebar.

Køkkenet er småt – og med to mikrobølgeovne og en bakeoff-ovn er de kulinariske muligheder yderst begrænset.

»Nu laver jeg ikke sabayonne eller risotto med hummer og trøfler, men skal sammen med mine kollegaer få et feltkøkken til at fungere med færdigretter. Min opgave ligger i at forædle de færdigkøbte produkter og få skåret de rigtige gulerødder, så færgemaden alligevel bliver en god oplevelse,« fortæller René Knudsen, som også for første gang i sit liv står i spidsen for en tocifret millionforretning.

»Man forestiller sig ikke, hvor meget der omsættes for i de her restauranter. Mols-Linien er nok den største virksomhed i Aarhus på restaurationsdrift.«

»Vi sælger 22 tons pølser om året. Det skulle vi gerne have ned på 10 tons og så i stedet sælge nogle mere forædlede ting.«

Masser af succes

René Knudsen var op gennem 1980’erne og 1990’erne en af byens mest succesrige kokke. Han ejede bl.a. Restaurant René, Hotel Ritz i Aarhus og Hotel Plesner i Skagen og drev også restauranterne i musikhuset og Aros. Og ved siden af lavede han diner transportable.

Forretningsmodellen var perfekt. For ved at have flere forskellige typer virksomheder var der populært sagt afsætningsmuligheder for alt kødet, hvis han købte en ko.

»Man kan ikke leve af kun at lave gourmetmad. Men hvis jeg solgte mørbraden i restauranten, var koen betalt. Så sprængte jeg brystet og brugte det i min diner transportable-forretning som smørrebrød i selskabslokaler. Resten blev kogt til skipperlabskovs og stuvninger. Og så gemte jeg køllerne til de store buffeter i musikhuset,« lyder forklaringen.

Over en periode på 28 år har han drevet 13 virksomheder, men – understreger han – aldrig for pengenes skyld.

»Det var lysten, der drev værket – at udvikle noget nyt, bygge det op – og så kan det godt være, at jeg blev lidt rastløs, når det kørte, men jeg har aldrig solgt forretninger for at tjene penge,« siger han og erkender straks, at det heller ikke ville tjene noget formål, da han ikke kan finde ud af at håndtere mange penge – endsige bruge dem.

Det blev særlig tydeligt, da han solgte Hotel Ritz i 2006 for 72 mio. kr. Da han få år forinden kun havde givet 24 mio. kr. for ejendommen, fik René Knudsen et kontant overskud på den handel på 48 mio. kr. Men i stedet for at glæde sig over sine nye økonomiske muligheder var formuen først og fremmest genstand for bekymring, afslører han.

»Jeg talte med min revisor om, at jeg var bange for at blive stresset og ikke kunne håndtere de her penge. Derfor ville jeg gerne have så meget hjælp som muligt, så jeg kunne arbejde ufortrødent videre med mine tre virksomheder og fortsætte som natportier og kok,« fortæller han.

Det var også på det tidspunkt, at han gik fra sin daværende kæreste, som også er mor til René Knudsens tre piger, og flyttede for sig selv.

»Det havde været en hård rejse. Vi havde slidt hinanden op,« konstaterer han.

»Jeg var ikke lykkelig, og de mange millioner gjorde mig utryg. Jeg havde ikke behov for dem.«

Han brugte heller ikke penge på sig selv, men lovede døtrene en tur til Disneyland i Paris, så snart der var tid. Men det blev der aldrig.

Det eneste ekstravagante, han nåede at foretage sig, var at sælge huset på Rensdyrvej i Højbjerg og i stedet erhverve en gård, hvor drømmen var at rive hovedhuset ned og opføre en lystejendom med ridebane og alt, hvad dertil hører.

Far med på råd

Fast ejendom virkede som det eneste sikre at putte penge i, konkluderede René Knudsen efter bl.a. at have spurgt sin far til råds. Han reinvesterede hele formuen og lånte et tilsvarende beløb, så han kunne købe Hotel og Restaurant Plesner i Skagen og Hotel Oasia på Kriegersvej i Aarhus. Ved siden af fortsatte han som forpagter på Varna og Aros.

Begge investeringer førte efterfølgende restauratøren ud i et økonomisk morads – specielt købet af Hotel Oasia, som skulle bygges om for 35 mio. kr. Da finanskrisen ramte i 2007, ville bank og kreditforening ikke være med til at finansiere projektet alligevel.

»Der stod jeg uden bank, og tæppet var revet væk under mig. Der var kun ét at gøre: prøve at holde skruen i vandet og sælge alt, hvad jeg kunne. Men ingen kunne finansiere, ingen ville købe, så jeg forærede tingene væk,« fortæller han.

Hvad René Knudsen havde brugt to årtier på at bygge op, siden han blev årets kok i 1986, smuldrede på kort tid, og – kunne han konstatere – det havde været langt bedre, hvis han blot havde gemt pengene under hovedpuden og var fortsat, som om intet var hændt.

»Min største fortrydelse er den dag i dag, at jeg ikke tog til Disneyland med mine børn, som jeg havde lovet. Tiden gik bare. I stedet købte jeg tre små lejligheder til mine piger, men lejlighederne måtte jeg sælge igen for at overleve. Så de fik ikke den lille gave, jeg havde tiltænkt dem, når de blev ældre.«

Da René Knudsen i 2009 havde været i skifteretten for sidste gang, følte han en tomhed, som han aldrig tidligere havde følt. Dels ejede han ikke længere jordisk gods, og dels havde han ikke noget sted at tage hen.

»Pludselig stod jeg nede i byen og kunne ikke gå nogen steder hen. Jeg havde lige afleveret det sidste sted at parkere bilen, at drikke kaffe, at få morgenmad og gå på toilet. I årevis havde mit liv været en bevægelse mellem banegården, musikhuset, Aros og de øvrige restauranter. Og nu havde jeg intet tilbage.«

René Knudsen kørte hjem på gården og kastede sig ud i et vanvittigt projekt.

»Jeg samlede 400 kampesten på marken, som skulle bruges til en stensætning omkring huset. Jeg knoklede bare på og udmattede mig selv. For at komme væk. Og for at bearbejde de der spekulationer. Hvad tænkte folk om mig? Har jeg skuffet nogen? Har jeg bedraget nogen? Jeg var ude i noget, som jeg ikke kunne styre selv.«

René Knudsen har dog brugt de efterfølgende år på at bygge et nyt liv op. Han bor i dag sammen med kæresten Tinna og hendes to piger, og det er nu tre år siden, at han blev ansat hos Mols-Linien – først som konsulent og siden fastansat som teamleder og restauratør.

Han føler også, at han har fået nye værdier og er blevet bedre til at leve i nuet.

»Tidligere kunne jeg være på jagt efter en guldfasan, som skulle udstoppes til en af restauranterne, og så var det kun det, jeg havde i hovedet. Fasan, fasan, fasan. Selv om jeg var taget ud på landet og besøgte en voliere med agerhøns, vagtler osv., så jeg kun guldfasanen. Jeg var så fokuseret på mine restauranter og på at overleve og blive i branchen, at jeg gik rundt med skyklapper på.«

Rig uden at eje noget

»I dag har jeg fået øjnene op for noget, jeg ikke så tidligere, fordi jeg havde for travlt. Når jeg løber ude i skoven med Tinna, nyder jeg de smukke træer og sten. Tidligere måtte jeg eje det, hvis jeg så noget smukt, men jeg kan ikke købe naturen, og det er heller ikke nødvendigt, for jeg kan jo sagtens dele skønheden med andre.«

René Knudsen ejer intet i dag – heller ikke det fælles hjem i Mårslet. Men det spiller ikke nogen rolle.

»Når alt kommer til alt, er det ikke det, som betyder noget,« fastslår den snart 60-årige mand, som går i stå i den næste sætning.

Smilet, der ellers følger René Knudsen som en skygge, er væk. Han får blanke øjne. Det her er svært at få sagt.

»For første gang i mit liv har jeg fået et hjem. For første gang i mit liv har jeg fået en partner, som lytter, mærker, forstår og respekterer. Vi er sammen om det her. Det har jeg aldrig prøvet, og der gik desværre alt for mange år, inden jeg fik øjnene op for, hvor stor betydning et godt parforhold har,« siger han.

»Jeg har været alene. Selv om jeg udadtil havde succes, og jeg hele tiden var omgivet af mennesker, så var jeg en ensom mand.«