Fortsæt til indhold
Aarhus

»Vi fik ikke zoomet nok ind på øen«

Gætterierne om Team Vestas Wind er officielt forbi.

Maria Juel Glasius

Det var menneskelige fejl og forglemmelser, der var skyld i Team Vestas Winds stranding på en lille koralø i Det Indiske Ocean den 29. november.

Det er efterhånden uddebatteret. Mandag afholdt Vestas-direktør Morten Albæk, direktør for Volvo Ocean Race Knut Frostad samt bådens skipper, Chris Nicholson, og navigatør, Wouter Verbraak, et pressemøde, hvor der blev givet en officiel forklaring.

Alle var de nået frem til Abu Dhabi, og der havde været tid til at lægge oplevelsen fra sig og reflektere over, hvad der egentlig var sket.

»Det var en hård tid, men vi må huske på, at dette skete på grund af en simpel menneskelig fejl. Vi fik ikke tjekket graferne, og vi fik ikke zoomet nok ind på området,« forklarede Chris Nicholson, der i sidste uge tog det fulde ansvar for ulykken.

Det var en hård tid, men vi må huske på, at dette skete på grund af en simpel menneskelig fejl. Vi fik ikke tjekket graferne, og vi fik ikke zoomet nok ind på området.
Chris Nicholson, , skipper på Team Vestas Wind

Fredag forklarede hollandske Wouter Verbraak på Facebook, hvordan han havde oplevet situationen den lørdag nat. Han havde tjekket det elektroniske søkort, inden han gik i seng den aften, og det havde været med ro i maven. For så vidt han kunne se, strakte der sig foran dem blot et hav med dybder på mellem 42 og 80 meter. Han observerede ingen øer. I samme besked skrev han, at han ville tjekke bådens laptops, så snart han kunne få strøm på dem, for at finde ud af, hvorfor han ikke kunne se koralrevet.

»Jeg kan forsikre jer om, at vi før hvert eneste ben nidkært ser vores rute igennem, inden vi forlader havnen, og at jeg bruger både Google Earth, papirkort og andre værktøjer.«

Verbraak forklarede også, at ruten blev ændret, umiddelbart inden båden forlod Cape Town.

Har klaret udfordringer før

Hos Vestas forventer man, at båden ikke kan repareres, og at der derfor skal tænkes i nye baner. Det står dog klart, at Vestas ønsker at få en ny båd med i løbet.

»Men det er en kompleks proces at få en båd tilbage i løbet. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at undersøge alle muligheder, og vi vil give besked om vores intentioner, når bådene tager fat på det næste ben (fra Abu Dhabi til Sanya, Kina, red.),« forklarede Morten Albæk.

Han tilføjer, at Vestas i sine 35 år i verden har overlevet større udfordringer, og at virksomheden har tænkt sig også at tage denne udfordring på sig.