Stjernestøv over Aarhus

Aarhus står i gæld til Hack Kampmann. Med toldboden, teatret, statsbiblioteket og Marselisborg Slot gav han provinsbyen det strøg af kvalitet, der hævede den. Uden hans mange enestående bygninger og visionære byplan havde Aarhus savnet et særpræg.

Derfor er det glædeligt, at der endelig udgives et værk om arkitekten. Det sker nu takket være Johan Bender og forlaget Klematis.

Den 83-årige forfatter har løftet en stor opgave, og med bogen fornemmer man Hack Kampmanns genialitet. Heldigvis emmer værket af begejstring, for Johan Bender har selv undervist på katedralskolen, hvis røde bygning er skabt af arkitekten.

Nogen nem opgave har det ikke været for Johan Bender, for nok er der mange meninger om arkitekten Hack Kampmann, men der er samtidig meget lidt konkret om og af personen Hack Kampmann.

Hans levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet fylder blot en side håndskrevet, og i aviser og blade – datidens medier – optræder Hack Kampmann sjældent.

Ugebladet Hver 8. dag, der også trykte litterært og kulturelt stof, sendte i 1902 en medarbejder til Aarhus for at interviewe Hack Kampmann i forbindelse med åbningen af det nye statsbibliotek.

Det gik helt galt, og som et bevis på journalist C.C. Clausens desperation brugte han sit besvær aktivt:

»At interviewe Hack Kampmann er omtrent det slidsomste arbejde, der kan falde i en interviewers lod. Der er intet at skrive om ham. ”Jeg er et ganske almindeligt menneske, jeg er fuldstændig normal, der er ikke spor aparte, der er ikke noget at skrive om.” Han fortæller intet af sig selv, når han ved, det skrives op, man må stille tyve gange så mange spørgsmål til ham som til andre, man må gentage dem gang efter gang, ligefrem vride sætning på sætning ud af ham.

Vi begynder at få ham på gled, med at tale om vinduerne i hans nye biblioteksbygning i Aarhus, de synes os meget passende at minde om boghylder, og spørger, om noget sådant virkelig har foresvævet bygmesteren.

”Det er vanskeligt at sige, om jeg har tænkt på boghylder. Det kommer vel af sig selv. Når man har et bestemt rum at oplyse, kommer vinduerne til sidst frem”.«

Her er det, at et nyligt interview med den 40-årige danske stjernearkitekt Bjarke Ingels toner frem på den indre storskærm. Han står til rådighed for medierne, som endnu en gang beretter, at han bygger på Manhattan, mens han står på sin skyskraber og filmes fra alle vinkler, oppefra og nedefra.

Studierejser

Hack Kampmann lod sine bygninger tale for sig selv og frabad sig berømmelsen. Han var ikke bare jyde, men molbo og præstesøn, født i Ebeltoft den 6. september 1856. I 1864 blev faderen provst i Hjørring, og det var her, at Hack kom i lære som murer. Arkitekter skulle beherske et håndværk for at blive optaget på Kunstakademiets arkitektskole.

Familien Kampmann talte præster, jurister, embedsmænd og storkøbmænd, men der var efterhånden også kommet arkitekter i familien, så valget var på ingen måde overraskende.

Han dimitterede fra arkitektskolen i 1878.

Det var en tid, da Danmark forandrede sig efter tabet af Sønderjylland i 1864. Nu skulle Jylland opdages, og der blev trukket jernbanespor. Endnu gik der år, før Hack Kampmann rejste til Aarhus, for han skulle først lære det praktiske arbejde som arkitekt og gennemføre en række studierejser til især Italien og Frankrig, hvor han foretog opmålinger og hentede inspiration til sit virke. Her kom det ham til gode, at han var så blændende en akvarellist og kunne fastholde sine indtryk.

Hack Kampmann skulle også finde sin plads som arkitekt. To retninger delte faget – den europæiske og den nationale. Europæerne var anført af bl.a. Ferdinand Meldahl, etatsråd, kammerherre og professor, mens professor Hans Jørgen Holm var optaget af gammel dansk byggeskik.

Hack Kampmann arbejdede som konduktør for dem begge. Han bistod Ferdinand Meldahl 1880-1881 ved genopførelsen af Frederiksborg Slot og Hans Jørgen Holm i 1887 ved nogle arbejder på Vestre Kirkegård og som undervisningsassistent på arkitektskolen. I mellemtiden havde han fået både akademiets lille og store guldmedalje for sine opgaver.

Hack Kampmann kom med i kredsen omkring Hans Jørgen Holm og endda i familie med professoren, da han i 1884 blev forlovet med datteren Johanne Holm. Parret blev gift 1888.

Gennembrud

Snart var Hack Kampmann parat til større udfordringer, og de lod ikke vente på sig. Gennembruddet kom med opførelsen af Landsarkivet i Viborg 1889-1891. Projektet var så vellykket, at det i 1892 sikrede ham stillingen som kongelig bygningsinspektør for Nørrejylland.

Budgettet for det store byggeri var 150.000 kr., og det blev blot overskredet med 620 kr. Man kunne regne med Hack Kampmann. Hans overslag holdt, og det talte i de højeste kredse.

Snart indløb der bestilling på en villa fra et af landets mest feterede ægtepar: Carl og Ottilia Jacobsen ville gerne have et nyt hjem på Ny Carlsberg i Valby.

I Viborg havde Hack Kampmann indledt et samarbejde med kunstneren Karl Hansen Reistrup, der skabte de forskellige jyske købstæders byvåben i stærke farver i brændt ler, som fortsat pryder bygningens facade.

Hack Kampmann skabte et pragtpalæ til Carl og Ottilia Jacobsen, men der var også tale om en drømmeopgave for en arkitekt. Således kunne han mobilisere Karl Hansen Reistrup i spidsen for en lille hær af kunsthåndværkere. Hele herligheden kom til at koste 240.000 kr. – eller 100.000 kr. mere end de samlede udgifter til Marselisborg Slot, der blev opført 10 år senere.

Kritikere fandt, at palæet så lidt kedeligt ud udefra, men indeni var fantasien sluppet løs. Der var udsmykning over hver eneste dør, eller også var der sat slagord op.

Carl Jacobsen havde et valgsprog: Laboremus pro patria – lad os arbejde for fædrelandet – men han kendte flere. De optrådte mange steder i huset og på Carlsberg i øvrigt.

Ora et labora – bed og arbejd. Semper ardens – altid brændende. Og endelig det fyndige, som vel fortsat er aktuelt:

Forret dit ærind, gå hurtig bort. Husk ”tid er penge” og ”tiden er kort”.

Hack Kampmann evnede at indpasse den slags, så det fortsat lignede et hjem.

Huset skulle også anvendes til repræsentative formål, men selskabeligheden kedede Carl Jacobsen. Til sønnen skrev han i 1911:

»Fester er noget af det tarveligste og kedsommeligste, jeg kender.«

Han ville hellere hygge sig i sit pragtfulde hjem, og ved husets indvielse i 1892 sagde den stolte bygherre, at »ganske som der findes bygninger, der vidner om, hvorledes man byggede i det 14., 16. eller 18. århundrede, således skal denne bygning engang stå som eksempel på, hvor smukt man kunne bygge i det 19. århundrede«.

Carl Jacobsen og hans efterkommere boede i huset til 1998. I dag er bygningen ført tilbage til den oprindelige stand og anvendes af Carlsbergs direktion og til bestyrelsesmøder.

I 1892 flyttede Hack Kampmann med familien til Aarhus. Den nye kongelige bygningsinspektør for Nørrejylland skulle ikke bare føre tilsyn med statens bygninger. Han kom også til at opføre mange selv og sætte sit præg på provinsens ubestridte hovedstad.

Her fulgte opgaverne slag i slag. Første opgave var en ny toldbygning på en trekantet, inddæmmet grund, og det var lidt af en udfordring at bygge her, men det blev løst ved at hamre 2.400 7-8 meter lange pæle af pommersk fyrretræ i jorden.

Toldbygningen er kendt og anerkendt, og på området foran får Hack Kampmann næste år en hædersplads.

Siden blev han inddraget i arbejdet med et nyt teater. Det tidligere i Kannikegade blev kaldt Svedekassen, og i en avis sammenlignedes lugten og atmosfæren med lastrummet på et slaveskib. I 1897 indsendte han et udkast til byggeudvalget.

Det var ikke let, for der skulle være plads til både et kulturtempel og torvehandel på Bispetorvet, og Kampmann havde skrevet til udvalget:

»Teatret skal ikke omklamres af andre bygninger. Det skal være monumentalt, fritliggende og dermed understrege sin betydning som et kulturelt centrum – ikke bare en sal, hvor der undertiden optrædes som i det gamle teater.«

Teatersucces

Ove Rode, Politikens udsendte, skrev på åbningsdagen den 15. september 1900, »at arkitekt Kampmann i denne mærkelige bygning, der ikke ligner noget andet teater i verden, har givet aarhusianerne et virkeligt komediehus«.

Inde i selve teatrets foyer er der meget at kigge på. Der er scenebilleder fra ”Elverhøj” og ”Genboerne”, der er flora og fauna. Alt sammen i den såkaldte skønvirkestil, men der lød kollegial kritik.

I en ellers positiv anmeldelse i Architekten hedder det den 5. juni 1903:

At foyeren »ganske savner en fast og sikker holdning i de arkitektoniske linjer og flader, over hvilke en alt for overdådig stukdekoration breder sig slapt og viljeløst«.

Ove Rode kunne også styre sin begejstring:

»Mellem skønne enkeltheder og henrivende idéer finder man ligefrem urimeligheder. En ejendommelig barok stil – under Bindesbøllsk og Skovgaardsk påvirkning – med sære slyngninger, med vidunderligt troldtøj og eventyrlige dyre- og planteformer, blandes sammen med den sædvanlige konditorstils engle og genier.«

Skønvirke var på retur, og Hack Kampmann skruede ned for Karl Hansen Reistrups udfoldelser, selv om samarbejdet fortsatte.

I de første 10 år af sit ophold i Aarhus havde familien Kampmann boet på Strandvejen 12. I marts 1902 flyttede familien til Strandvejen 104, hvor han havde opført Villa Kampen i kampesten, kobber, træ og tegl. Huset var den vilde luksus, for der var indlagt elektricitet samt toilet med træk og slip og et badeværelse med bruser.

Selv ikke Marselisborg Slot tæt ved kunne matche disse nymodens herligheder, og familien Kampmann kunne tage brusebad, et par måneder før prinsen fik sit slot. Det kongelige byggeri er omtalt i bogen, men blev også behandlet i sin egen bog, som Johan Bender og Klematis udgav i 2012.

Privatbankens direktør, Frederik Nørgaard, blev så begejstret for Villa Kampen, at han bestilte en nøjagtig kopi. Det fik han dog ikke, men Villa Restalrig, opkaldt efter en lokalitet i Skotland, blev opført på nabogrunden.

Frederik Nørgaard fulgte byggeriet tæt, og da han udtrykte bekymring over de voksende byggeudgifter, fik han af sin kommende nabo at vide, at han var uønsket på byggepladsen, men at han nok skulle blive den første, der så sin nye ejendom, og som hørte, hvad byggeriet havde kostet.

Familien Kampmann boede kun seks år i Villa Kampen, inden den i 1908 flyttede til København. Villaen blev fredet i 1983, mens Villa Restalrig blev nedrevet i 1962 for at give plads til en institutionsbygning.

Stjernestunden

Hack Kampmanns stjernestund i Aarhus blev Statsbiblioteket – det senere Erhvervsarkiv. Det var den første store statslige kulturinstitution uden for København.

At byggeriet blev realiseret, skyldtes frygten for en ny ødelæggende brand. Få år tidligere var Christiansborg Slot brændt, og det kunne også ske for Det Kongelige Bibliotek.

Her blev 100.000 titler og dubletter opbevaret, for det var bestemt, at der skulle afleveres to eksemplarer af alle nye bøger. Kulturarven kunne gå til, så det var trods alt bedre at sikre den i Aarhus i et nyt statsbibliotek på Bispetoften, der lå tæt ved hovedbanegården.

Hack Kampmann blev professor på arkitektskolen i København i 1908, men han varetog fortsat byggerier i Jylland, primært toldkamre, posthuse og statsskoler. Den sidste store opgave var en ny politigård i København. I de senere år var sønnerne Hans Jørgen og Christian, der begge var uddannet arkitekter, inddraget i arbejdet.

Den 27. juni 1920 var det slut. Hack Kampmann døde pludseligt under arbejdet med Politigården i København. De store byggeprojekter var krævende, og han havde tidligere været ramt af overanstrengelse og stress.

En anden søn, juristen Tage Hacksen Kampmann, gav efter faderens død et interview til Hver 8. dag. Her forholdt denne sig til, at faderen i en af nekrologerne menneskeligt set var blevet karakteriseret som noget mut og stejl, og det var ifølge sønnen rigtigt.

»Hvad der særligt interesserede far lige fra hans ungdom, det var den antikke bygningskunst.« …

»Far var så langt fra at være nogen bohemenatur som vel muligt. Hans indesluttethed ytrede sig allerede som barn ovre i Hjørring præstegård.« …

»At han derved skulle være blevet en hård en utilgængelig mand, det vil jeg dog på det bestemteste benægte. Kun overfor alle ydre ting, bladberømmelse og den slags, stod han uforstående og kold og kunne da måske nok være en smule hvas mod dem, der søgte at trænge ind på livet af ham.

Men navnlig overfor ungdommen, den villende, arbejdende ungdom var han overordentlig lydhør.

Det var alt for tidligt, far gik bort, han havde en mængde at udrette endnu; han levede i dybeste forstand kun, når han arbejdede. Selvsagt efter lader han sig en mængde halvt fuldførte arbejder.«

Kollegaen Arnold Krog skrev i en nekrolog i Architekten, at »der var noget tilforladeligt, elskeligt, næsten provsteagtigt ved den ydre form, men i indhold fulgtes alvor og lune så velsignet ad. Lærdom og barnlighed tog hinanden i hånden«.

Den nuværende kongelige bygningsinspektør for Nørrejylland Niels Vium har et indgående kendskab til sin forgænger:

»Hack Kampmann var en mærkelig blanding af en bondeknold med jysk stædighed og en højst kultiveret verdensmand.«