Fortsæt til indhold
Aarhus

Grøn strøm skal lagres i bilbatterier

Huset varmes op, mens strømmen er billig, inden du kommer hjem fra arbejde.

Klaus Eriksen

Hvis Tornerose var vågnet op i Aarhus i 2014, var det sikkert ikke en tjørnehæk, som havde skygget for horisonten, men derimod byggekraner.

Og nu kommer der flere til, for ikke mindre end 55.000 m2 bolig skal nu energioptimeres.

Det sker med et samlet budget på 150 mio. kr.

»Projektet er meget nyt, så en konkret plan har vi ikke. Men i starten af 2015 forventer vi at have noget, som vi kan præsentere for vores beboere. Men det vil ikke betyde huslejestigning overhovedet,« siger direktør i Boligforeningen Ringgården Palle Jørgensen.

Han understreger, at intet er vedtaget endnu. Beboerne i Ryde- og Fjældevænget samt Trigeparken skal selv acceptere renoveringerne.

Pengene findes ved at optage lån hos Landsbyggefonden, og de skal gå til det, som man kan kalde traditionel renovering, eksempelvis nye vinduer.

Bag hele projektet står et konsortium af 23 forskellige offentlige og private interessenter. En af disse er Aarhus Universitet, og her er Steffen Petersen leder af forskningsgruppen for indeklima og energi.

»Vi vil prøve at genbruge aflagte batterier fra elbiler til at lagre den strøm, som vindmøller producerer. Når et kraftværk producerer strøm, kan man let skrue op og ned for produktionen, alt efter hvad behovet er. Det kan man af gode grunde ikke med en vindmølle, fordi vinden blæser, når den vil,« siger Steffen Petersen.

Varmen kører, når du er væk

En anden løsning kan være, at huset varmes op, mens man selv er ude.

Det kan være økonomisk rentabelt, fordi strømmen typisk er billigere midt på dagen, fordi privatforbruget er lavt, og vindmøller og solceller derfor har overskudsstrøm.

»Hvis man ved, at ens bolig måske mister en til to grader i timen, når den ikke varmes op, kan det derfor betale sig at varme den op til eksempelvis 25 grader, mens beboeren er på arbejde. Den opvarmning kan så stoppe to timer før, man kommer hjem, og på den måde har stuen så den rette temperatur på 23 grader,« siger Steffen Petersen.

På den måde kan man også undgå at ”overisolere” en bolig, der energirenoveres. Netop denne proces er yderst omkostningsfuld, oplyser Steffen Petersen.

De privates bidrag

For overhovedet at have et indblik i, hvordan forbrug af energi arter sig i løbet af dagen, har man i konsortiet også Kamstrup A/S som partner.

Firmaet har specialiseret sig i intelligente fjernvarmemålere, og værdien i dette projekt er derfor for firmaet at kunne vise, hvad man kan med denne nye type aflæsningssystem.

»Førhen brugte man bare en måler til at afregne med forbrugeren. Men det er slet ikke det, der er interessant mere. For at kunne energioptimere skal man vide, hvordan forbruget for hver enkelt fordeler sig hen over ugedagene,« siger produktchef hos Kamstrup A/S, Steen Schelle Jensen.

Projektet løber over fem år fra 2014 til 2019.