Racerløbs-arrangør: Aarhus er oplagt til Formel 1-værtskab
Fem danske byer kæmper om at være vært for Nordens første Formel 1-løb.
Mens Kevin Magnussen og kompagni drøner rundt i Abu Dhabi, bliver der lagt store planer om at lave Formel 1-løb herhjemme i Danmark.
TV2 Midtvest kunne i går berette om, at både Roskilde, København, Esbjerg og Herning arbejdede for at facilitere et Formel 1-løb. Men nu melder Aarhus sig også som kandidat.
Ifølge Niels Brøchner, der er tidligere byrådsmedlem og nuværende præsident for Classic Race Aarhus, er smilets by en oplagt kandidat.
De seneste fire år har Aarhus nemlig lagt vejbaner til historisk Formel 1 i ældre biler. Han er klar over, at kravene til banerne for "ægte" Formel 1 er noget strammere.
"Vi har allerede historisk Formel 1 i Aarhus, som det eneste sted i Nordeuropa. Men vi skal selvfølgelig finde os en længere bane til "ægte" Formel 1, og vi ved endnu ikke, hvor den skal ligge i så fald," siger Niels Brøchner, der dog understreger, at banen ikke skal bygges op fra bunden.
"Det skal være en bane, som i forvejen er eksisterende. Vi skal altså lukke nogle gader af og lave et såkaldt street race, som de også har gjort i bl.a. London og Valencia," siger han.
Niels Brøchner er ikke bekymret for økonomien.
"Det bliver et dyrt projekt, uden tvivl. Men vi er allerede det største arrangement i Aarhus med over 30.000 tilskuere, og vil vil selvfølgelig tjene en del ind på tilskuerbetaling. Samtidig samarbejder vi med 250 virksomheder, så det er bestemt ikke umuligt at tjene pengene ind," siger han.
Brancheforeningen for hoteller og restaurationer, HORESTA, er yderst positive over for idéen, der mener, det vil give et "kæmpe boost" til dansk turisme.
"Et Formel 1-løb vil være den måske største sportsbegivenhed på dansk jord nogensinde. Det vil tiltrække tusindvis af gæster, og det vil skabe betydelig omsætning på hoteller, restauranter og i detailhandlen i en stor radius rundt om værtsbyen," siger Katia K. Østergaard, der er adm. direktør i HORESTA.
Der nu er hele fem danske byer, der kæmper om værtsrollen, men det ser Niels Brøchner fra Classic Race Aarhus ikke som noget negativt.
"Der er kun en by i Danmark, der skal have Formel 1. Det skal vi ikke ud og konkurrere om. Vi i Aarhus kan også være klar til at indgå i et samarbejde med Herning, men vi har mest erfaring, og jeg håber,det bliver i Aarhus. Men hvis det bliver i Herning, vil jeg stadig betragte det som en god nyhed," siger Niels Brøchner.