Fortsæt til indhold
Aarhus

Det kolde gys tiltrækker flere og flere aarhusianere

Medlemmerne strømmer til vinterbadeklubben Jomsborg ved Den Permanente i Aarhus. På en sæson har klubben fået 902 nye medlemmer.

Trine Hørlyck Bech

Mette Bundgaard var mere end almindeligt skeptisk, da hun første gang skulle slippe sit greb om badebrosstigen og tage nogle få svømmetag i det kolde havvand.

»Det var min veninde, der ville have mig til at prøve vinterbadning. Jeg syntes overhovedet ikke, at det var en god idé. Om sommeren var jeg typen, der stod med tåspidserne i vandkanten i en halv time, imens de andre plaskede rundt. Jeg har aldrig brudt mig om koldt vand,« siger hun og indskyder:

»Jeg var under ingen omstændigheder vinterbader i dag, hvis der ikke var en sauna.«

Som så mange andre lod den 58-årige kvinde sig dog overtale, og i dag er det ti år siden, at hun vinterbadede første gang.

Hun er ét af vinterbadeklubben Jomsborgs 7.700 medlemmer, og hver sæson kommer der flere til. Da vinterbadeklubben i september indledte denne sæson, var det med en medlemstilgang på 902 medlemmer.

»Der er pres på saunaerne. I spidsbelastningsperioderne, hvor folk har fri, og der er godt vejr, så er vi altså mange,« siger Mette Bundgaard.

Ren wellness

For vinterbaderen er det vanskeligt helt nøjagtigt at sætte ord på, hvad der sker med kroppen, når hun hopper i vandet og derefter smutter i saunaen.

Proceduren gennemfører hun tre gange per gang, og ritualet tager cirka 45 minutter.

»Det er en følelse i kroppen, som jeg ikke kan få på andre måder. Det prikker og stikker, når jeg kommer i forbindelse med det kolde vand. Jeg får energi af at få et koldt gys og så derefter komme ind i en knaldhed sauna,« siger hun, og fortæller, at det også er en naturoplevelse.

Jomsborg ligger nemlig for enden af en skovvej, som snor sig gennem Riis Skov.

»Der er noget fantastisk over at sidde og blive gennemvarmet, samtidig med at du kan se ud over Århus Bugt. For mig er det ren wellness,« siger hun.

Jonas Nissen er et af de 902 nye medlemmer, der er kommet til klubben i denne sæson.

De unge kommer til

Rådet for Større Badesikkerhed anslår, at over 25.000 danskere er medlem af en vinterbadeklub, dertil kommer alle de vinterbadere, der ikke er organiseret i en klub.

Ifølge rådet har man de seneste år set en tendens til, at også det yngre segment har fået smag for de kolde gys. Den udvikling kan Mette Bundgaard genkende.

»Det er meget tydeligt, at der er kommet flere unge, men også flere fra min egen omgangskreds. I denne sæson er der kommet to nye medlemmer fra den opgang, jeg bor i. De har tidligere hårdnakket påstået, at det ikke var noget for dem, men nu kommer de her flere gange om ugen,« siger hun, som selv besøger klubben cirka to gange om ugen i vinterbadesæsonen, der strækker sig fra september til slutningen af maj.

Jomsborg optager ikke flere medlemmer i denne sæson.