Fortsæt til indhold
Aarhus

Boligopsving på havnen

Tidligere på året stod mange lejligheder tomme i Aarhus Ø. Adskillige af dem er nu solgt, og optimismen og interessen bobler i den nye bydel.

Mick Kristensen

I begyndelsen af 2014 stod henholdsvis 12 og 55 lejligheder tomme og usolgte i Lighthouse og Isbjerget på havnen i Aarhus. Den store efterspørgsel, der havde fundet sted i kølvandet på opførelsen af prestigebyggerierne, var faldet til ro, og afmatningen var indtruffet.

Men her knap et år senere er der igen gang i boligsalget på havnen. I Lighthouse er der nu kun én tom lejlighed tilbage, og det er såmænd en af de dyre penthouselejligheder, mens man i Isbjerget har fået nedbragt antallet af tomme lejligheder til 34.

For et par måneder siden solgte PensionDanmark Isbjerget til Nordic Real Estate Partners, og i den forbindelse blev Nybolig, der har stået for salget af lejligheder i Lighthouse, udpeget som ansvarlig for salget af lejligheder i det internationalt præmierede byggeri. Da Nybolig overtog ansvaret for at skulle sælge lejligheder i Isbjerget, var der 42 tomme lejligheder. Siden er der blevet solgt otte lejligheder, hvilket i gennemsnit svarer til én om ugen. Før blev der i gennemsnit solgt én om måneden, fortæller Johan Nairn, ejendomsmægler og indehaver af Nybolig Bruuns Bro.

»Bydelen Aarhus Ø er gået fra at være en byggeplads til at blive mere byagtig. Flere ting er blevet færdige dernede, man laver en del aktiviteter, og den nye bydel er til at fornemme. Der er kommet mere liv, og det bliver blot forstærket i de kommende år,« siger han.

Boligpriserne i Isbjerget har ifølge Johan Nairn ikke haft den samme stigning som resten af markedet i Aarhus de seneste par år, hvorfor man kan argumentere for, at lejlighederne i Isbjerget er blevet et bedre køb.

Lejerne udfases

En del af lejlighederne i Isbjerget er lejet ud, men over tid skal byggeriet kun bestå af ejerlejligheder. Efterhånden som lejere fraflytter deres lejligheder, skal boligerne omdannes til ejerlejligheder og sælges.

»Hvis alle lejligheder stod tomme, ville der gå omkring halvandet år, før vi havde solgt dem. Men det gør de ikke, og det er forventningen, at det kan tage op til fem år, inden alle lejere er fraflyttet deres lejlighed,« siger Johan Nairn.

Det er snart tre måneder siden, at der igen blev sat gang i byggeriet af Z-huset, efter at projektet lå stille i flere år som følge af dårlig økonomi.

Salget af de omkring 140 lejligheder, der bliver lavet i første omgang, er endnu ikke officielt begyndt, da der fortsat er nogle løse ender i forhold til lejlighedernes udseende.

Men allerede før salgsmaterialet ligger klar, er der kommet 18 tilkendegivelser fra folk, som ønsker at købe en lejlighed i Z-huset. Derudover er 500 personer skrevet op til, at Danbolig Aarhus City, som står for salget i Z-huset, skal henvende sig til dem, når salgsmaterialet er klar.

Forventningen er, at de første underskrifter er sat inden jul, fortæller Kristian Voldsgaard, ejendomsmægler og ansvarlig indehaver af Danbolig Aarhus City.

»Havnen har virkelig udviklet sig, og man har fået skabt et byliv dernede på det seneste. Det betyder også, at markedet kun er blevet bedre,« siger han.

Her er alt udlejet

Men det er ikke kun salget af lejligheder på havnen, der går forrygende. Både Grundfos Kollegiet og Marina House melder om alt udlejet, og at det har været nemt at få de henholdsvis 159 og 45 lejligheder lejet ud. I Marina House er der omkring 6 genudlejninger om året, og disse er der en lang venteliste til, hvorfor der sjældent er brug for annoncering.

Et andet sted på havnen opføres Havnehusene af Brabrand Boligforening, og i begyndelsen af 2015 forventes beboere at kunne flytte ind i første etape af byggeriet. Brabrand Boligforening er dog endnu ikke begyndt at udleje nogle af de mange boliger, men fortæller, at der er stor forhåndsinteresse.