Beboere har fortrudt nej til parkeringszoner
Bilejere i parkeringszoner parkerer lige uden for zonen for at spare parkeringskort.
Center for Byudvikling og Mobilitet ved Aarhus Kommune får flere og flere henvendelse fra borgere, der har fortrudt deres nej til indførelse af parkeringszoner fire steder i midtbyen for et år siden. Parkeringspresset vokser voldsomt i de områder, hvor byrådet overvejede at indføre parkeringszoner.
Ved en afstemning mellem beboerne var der i alle fire områder - Trøjborg, Odensegade på Frederiksbjerg, Tage-Hansens Gade ved det tidligere amtssygehus og den øverste del af Ny Munkegade - ikke stemning for at indføre en parkeringszone, hvor beboerne i lokalområdet har mulighed for at købe en ret til at parkere for 265 kr. om året. Alle andre kan højst parkere i to timer.
Ny holdning
Dengang besluttede kommunen ikke at indføre parkeringszoner på grund af den megen modstand, men en del borgere i områderne har ændret holdning.
“Vi får løbende henvendelser fra folk, der har fortrudt, at de stemte nej,” siger civilingeniør Steffen Arnbo Nielsen, Center for Byudvikling og Mobilitet.
Langtidsparkering
“Beboerne oplever i stigende omfang, at bilister langtidsparkerer deres biler lige uden for de nuværende parkeringszoner. Det betyder, at de lokale beboere får sværere og sværere ved selv at finde en parkeringsplads. Derfor efterspørger de muligheden for at få indført en parkeringszone.”
Alle fire steder fortæller beboerne, at de oplever bilister, der på vej til arbejde i midtbyen, langtidsparkerer deres bil, tager en cykel ud af bagagerummet og cykler det sidste stykke. Der er også eksempler på, at beboere i de nuværende parkeringszoner parkerer i de gader, hvor der ikke er parkeringszone - formentlig for at spare pengene til det årlige parkeringskort.
Voldsom debat
De nuværende parkeringszoner blev indført i år 2000. Dengang blev zonerne debatteret voldsomt, og det var ikke uden langvarige og grundige overvejelser inden politikerne gav ordningen den blå stempel.
Siden er der sket det, at der flere og flere steder i midtbyen på private og offentlig parkeringspladser er blevet indført betaling for parkering. Det er blandt andet sket på amtssygehuset og kommmunehospitalet, hvor f.eks. de ansatte ikke længere kan parkere hele dagen uden at skulle betale for det.
Det var i forbindelse med en evaluering af parkeringspolitikken i 2012, at byrådet besluttede at sende et forslag om yderligere fire områder, hvor der kunne indføres parkeringszoner, i offentlig høring og samtidig gennemførte en vejledende afstemning. Men et flertal af beboerne sagde altså nej tak.
Øget pres
Steffen Arnbo Nielsen forventer, at presset på parkeringsmulighederne vil vokse i fremtiden.
“Vi kommer aldrig til at gøre alle glade på alle tidspunkter af døgnet, når det handler om parkering,” siger han.