Fra roulette til uddannelse
Støtte: Idrætssamvirket får 75.000 kr. til at oprette en professionel uddannelse til idrætsledere.
Idrætten i Aarhus fik for et halvt år siden overdraget et medejerskab af Royal Casino i Aarhus.
Det betyder, at der fremover fast vil flyde penge til idrætten, hvis kasinoet henter overskud på rouletten og ved blackjack-bordene.
Det første konkrete udbytte af samarbejdet blev udløst torsdag, da der blev uddelt 420.000 kroner til flere elite- og breddeprojekter i byen.
Pengene kommer fra Royal Casino, men midlerne fordeles af Aarhus Idrætsfond.
75.000 kroner gik til oprettelsen af et nyt Idrætslederakademi, der vil høre under Idrætssamvirket i Aarhus, paraplyorganisationen for kommunens idrætsforeninger.
Idrætslederakademiets opgave bliver at udbyde en ny professionel idrætslederuddannelse. Det sker i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Aarhus Kommune.
»I en længere periode har vi arbejdet på at skabe professionelle rammer for udvikling af frivillige ledere i foreningerne i Aarhus. Det er ikke enkelt at være idrætsleder i dag. Der er mange udfordringer, og vi vil gerne være med til at udvikle kompetencerne hos lederne,« siger Henrik Stampe, der er sekretariatsleder for Idrætssamvirket.
Plads til 24 kursister
Der bliver plads til maksimalt 24 kursister på det første hold, der begynder lederuddannelsen, der foregår gennem modulundervisning fra slutningen af januar til maj. Deltagerne vil nærme sig 50 timers samlet undervisning.
»Undervisningen vil være målrettet de særlige forhold, der gør sig gældende i Aarhus,« siger Henrik Stampe.
En god uddannelse
Torsdagens tilskud på 75.000 kroner fra Royal-midlerne betyder, at egenbetalingen kan holdes nede på 1.000 kroner.
»Tilskuddet betyder, at vi kan holde egenbetalingen nede. Det er væsentligt, at vi kan udbyde en god uddannelse til et beløb, så også mindre idrætsforeninger kan være med,« siger Henrik Stampe.
Målgruppen er eksisterende ledere, men unge ledertalenter kan komme i betragtning til kurset.
»Vi vil helt sikkert se nogle Tordenskjolds soldater, som har brug for at få opdateret deres viden, men vi håber også at se unge mennesker med lederpotentiale og interesse for at gå ind i det frivillige idrætsliv,« siger Henrik Stampe.
Aarhus er ikke den første kommune, der udbyder denne type professionelle lederuddannelse. Det har man i flere år gjort i byer som Esbjerg, Svendborg, Herning og Holstebro. Aarhus er dog ikke bagefter, mener Henrik Stampe.
»Det er ikke sådan, at vi ikke har gjort noget tidligere. Vi har løbende udbudt andre lederkurser, men nu kan vi fremover tilbyde en bedre uddannelse,« siger Henrik Stampe.
Ny boksering
Torsdag blev der også uddelt penge til flere eliteprojekter i byen, men det var første gang, at der også var støtte til breddeprojekter.
Bokseklubben Århus Athlet Klub, der har levet en lidt omtumlet tilværelse de senere år med flere flytninger, fik 60.000 kroner til en ny boksering i træningslokalet.