Hjem til Aarhus

Hjem. Hjem til Aarhus. Til sig selv. Thomas. Familien.

Bare hjem.

Ordet går igen og igen i den nye bog, ”Renée – At finde hjem”, som fotomodellen, psykologen, forfatteren og manuskriptforfatteren Renée Toft Simonsen har skrevet sammen med Andreas Fugl Thøgersen.

Den handler om hendes liv gennem 49 år – et til tider omtumlet barndomsliv, et hektisk ungdomsliv som en af verdens mest feterede fotomodeller og et travlt voksenliv med mænd, børn, uddannelser og arbejde.

Hun virker dog helt afslappet, som hun træder ind på Rarbar i Jægergårdsgade for at tale om bogen, der udkommer i morgen. Uden for holder cyklen – vi er i hendes kvarter. Hun bor sammen med musikeren Thomas Helmig, sønnerne Hugo og Jens Kristian og »Thomas’ fældemonster af en hund – alle elsker den, men jeg elsker at hade den« – i en lejlighed ved Skanseparken.

En lang og besværlig rejse

I mange år boede de i en villa i Risskov, men nu er de rykket »ud af reservatet«, og ind i det pulserende byliv.

Her føler hun sig hjemme. Der var ordet så igen.

»Hjem. Ja, Aarhus har altid været hjem for mig. Her bor min mor og mine søstre, og det har altid været hjem for mig,« siger hun og reflekterer over det med at finde hjem. Ikke bare til Aarhus, men også til sig selv. En lang og besværlig rejse mod at erkende, at hun skal lade være med at beskæftige sig med, hvad andre har på hylderne og i stedet gøre rent i sin egen butik.

»Jeg har været meget pegefinger, også over for mig selv. En del af den rejse, som jeg har været på i mit liv, har været at sige: ”Ja, Renée, så var du ikke perfekt alligevel. Men du er stadig et okay menneske”. Mit første meditationskursus hed ”At finde hjem”. Så kunne jeg sidde der på madrassen og sige: ”Gå hjem til dig selv, Renée, i stedet for at blande dig i, hvad andre gør.” Det ligger der også i bogens titel. Ligesom der ligger, at Thomas og jeg fandt hjem igen.«

Sammen igen

For lad det her blive slået helt fast: Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig bor i den grad sammen igen. De var fra hinanden i tre måneder sidste år, men det gik slet ikke.

»Da min husbond blev meget ked af det, ville jeg passe på ham. ”Du kan jo komme over at spise”, sagde jeg, efter at han var flyttet. Vi fandt på klubber, som kun vi to skulle være medlem af: bioklub, løbeklub, bogklub. Vi var bare ikke skidegode til det med at blive skilt.«

Resultatet var, at den forandring, som før ikke kunne ske, pludselig skete.

»Altså, vi har ikke skændtes, siden vi fandt sammen igen. Vi er dygtige til at holde fokus på det kærlige, vi har øvet os meget på det,« siger hun med den ærlighed, der præger hele bogen.

»Den er skrevet så personligt, som det kan blive, uden at det bliver privat og væmmeligt. Ærligt, ja, men sådan er jeg.«

Ærlighed og angst

Ærlig er hun også om den angst, som hun har levet med, siden hun var i begyndelsen af 20’erne, og som var med til at få hende til at stoppe som model for 25 år siden.

»Jeg står stærkt på mine egne ben, men jeg har måttet lære at favne det faktum, at der er en meget ængstelig side af mig. Jo mere åben, jeg er om det, jo bedre kan jeg leve med den. Den har udviklet mig.«

Lige nu er hele den sammenbragte familie Toft Simonsen/Helmig, to voksne og fire børn – Ida Marie, Ulrikke, Jens Kristian og Hugo – i New York. Dels for at fejre Thomas Helmigs fødselsdag – han fyldte 50 år i onsdags – dels for at deltage i en mindehøjtidelighed for Eileen Ford, grundlæggeren af Ford Models, der døde i juli, 92 år gammel.

Det var hende, der så mulighederne i den unge Renée Toft Simonsen, der 17 år gammel blev kåret som ”Face of the 80s” i New York.

En titel, der førte til berømmelse med alt, hvad det indebærer. Hun blev kæreste med Duran Duran-sangeren John Taylor, og hun tjente så mange penge, at hun stadig i dag kan kalde sig velhavende.

»Der bor en Mads Skjern inden i mig. Jeg er god til at investere og bruger altid mindre, end jeg tjener,« siger hun.

Evig kærlighed

Hun færdedes i kredse, som andre måtte nøjes med at følge i bladene. Blev sur på David Bowie, var med til Paula Yates’ og Bob Geldofs bryllup, boede sammen med John i Queen-trommeslageren Roger Taylors hus og mødte samme bands forsanger, Freddie Mercury.

»Han var lidt overvældende. Men skidesød,« siger hun.

Det hele blev dog for meget for hende, hun tog i kibbutz i Israel sammen med sin ældste søster, Heidi, og vendte ryggen til det celebre liv, der var mere ensomt, end hun havde lyst til.

»Ensomhed er et eksistentielt vilkår. Hvem kan sige sig fri for at have følt sig ensom eller usikker? Jeg gør det stadig, men har erkendt, at det er sådan, det er. Det er en måde at rumme livet på.«

Hun er stadig gode venner med John Taylor, som skriver virkelig pænt om hende i bogen (også han måtte erkende det med, at hun ville hjem til Aarhus).

»De mænd, som jeg har elsket, holder jeg ikke op med at elske. Der vil for evigt være noget,« siger hun og taler dernæst om den afgrundsdybe kærlighed, hun nærer til sine børn, til trods for at det med at være mor er en hamrende uretfærdig rolle, hvor man gør alt, hvad man kan, uden at få kredit for det.

»Sådan er mor-rollen. Man skal vist selv være mor for at forstå, hvad der ligger i den.«

Hun siger det, fordi hendes egen mor synes, at hun i forhold til faderen fylder lovligt lidt i datterens bog.

»Men min mor gennemsyrer alle sider og hele min person. Hun er den evigt tilstedeværende. Det har min far ikke været. Han er noget af en mundfuld, men en vidunderlig mundfuld.«

Fra Renée til Karla

Renée Toft Simonsen ville som barn hellere have heddet Karla eller Katinka.

»Jeg synes ikke, at Renée var et pænt navn. Jeg var lang og tynd, havde store tænder og et underligt navn – det var helt kikset.«

Karla var også navnet på hendes kæreste bamse, og det er navnet på den figur, som i 2003 gjorde hende til forfatter. ”Karlas kabale” blev til en serie af bøger om pigen Karla, som i november bliver sat op på Aarhus Teater.

»Jeg så meget frem til at få hende på scenen. Hør lige her: Det er min by, mit teater, min historie. Det er da stort.«

Er det også for meget?

»Hvis der er et budskab med bogen, er det, at vi alle sammen har dette ”mågestel”, som vi gerne viser frem. Men der er jo ikke nogen, der ikke har en skåret kop eller et revnet fad: Altså har fire perfekte børn, der altid har opført sig ordentligt og aldrig har bandet. Det er det billede, der har klæbet til mig altid. Succesen. ”Nå, nu fik hun også ham popstjernen. Skal hun snart have mere?”« siger hun.

»Men billedet findes ikke. Vi har fælles eksistentielle vilkår alle sammen. Det har jeg haft brug for at sige, fordi folks billede af mig er så anderledes. Man kan godt blive ensom i det perfekte billede.«