Kritik får politikere til at handle
Kritikken af kommunens sagsbehandlingstid er fuldstændig berettiget, mener V, der nu vil have et møde med rådmanden om de konkrete problemstillinger. K vil også tage sagen op.
Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, der var teknikrådmand indtil årsskiftet, vil nu indkalde sin efterfølger og politiske modstander på posten, Kristian Würtz (S), til et møde.
Anledningen er den voldsomme kritik af kommunens byggesagsbehandling, der fremsættes i dagens avis.
Sagsbehandlingen har aldrig været værre, lyder det fra bl.a. Arkitektfirma Claus Jensen, og kritikken er fuldstændigt berettiget, mener Simsek.
Energi trukket ud
»Problemstillingen er reel. Claus Jensen er jo ikke den eneste, men han er en af dem, der lægger navn til. Der er rigtigt mange, der kontakter mig, og jeg tror også, at rigtigt mange kontakter teknikrådmanden pga. den flaskehals, der opstod,« siger Bünyamin Simsek, som på mødet bl.a. vil diskutere de konkrete sager, som Claus Jensen nævner.
Simsek mener, at en omstrukturering har trukket energi ud af organisationen og medvirket til de lange ventetider.
Også hos De Konservative gør kritikken indtryk. Steen Stavnsbo, medlem af teknisk udvalg, vil tage problemstillingen med på et udvalgsmøde.
Han henviser dog til, at omorganiseringen i afdelingen og tilførsel af flere ressourcer til afdelingen skal have lov til at virke.
»Når man laver store organisationsændringer, skal man give dem tid til at gennemføres. Jeg har tillid til, at man gør et seriøst og ordentligt forsøg med de ting, jeg har set,« siger Stavnsbo, der som bygherrer selv har følt, at der er, hvad han betegner som voldsomme udfordringer på byggesagsområdet med meget lange sagsbehandlingstider.
Men Bünyamin Simsek mener, at omstruktureringerne, som teknisk rådmand Kristian Würtz (S) gennemførte i sommer, kan have været for voldsomme for afdelingen.
»Hvis jeg havde været teknikrådmand, ville jeg nok have overvejet, om jeg ville lave en så stor omstrukturering på en gang alle steder eller tage fat der, hvor opgaven er størst, og det er i byggesagsafdelingen,« siger han.
Rådmand forstår kritik
Kristian Würtz afviser og ærgrer sig over, at Venstre finder anledning til at kritisere tiltagene.
»Det er ikke klogt, at Bünyamin Simsek kritiserer de initiativer, der er taget. Ud over at Venstre med resten af byrådet har bakket op om den organisationsændring, så er det jo i Bünyamin Simsek og hans forgængers tid som rådmand, at de her problemer har bygget sig op,« siger Kristian Würtz.
Rådmanden forstår dog godt den generelle kritik af byggesagsbehandlingen, men understreger, at området er blevet opprioriteret - bl.a. ved at optimere sagsgangene.
»Det tager tid at få så stor en organisation vendt fra at være på bagkant til at være på forkant,« siger han og tilføjer:
»Der vil stadig nogen tid endnu være bygherrer, der oplever en service, som ikke er god nok. Men omvendt har jeg også noteret mig, at Dansk Byggeri Østjylland har udtrykt tilfredshed med vores nye organisering.«