Direktør: 19.200 kr. er en fair betaling
Læger får 19.200 kr., hver gang de laver en mentalundersøgelse. En fair betaling, mener psykiatridirektør, der afviser, at lægerne henviser unødigt mange til en undersøgelse for at tjene flere penge.
Det tager omkring 20 timer og giver en læge 19.200 kr. at foretage en mentalundersøgelse. En »fair« betaling, hvis man spørger Gert Pilgaard Christensen, psykiatridirektør i Region Midtjylland. Regionen udbetalte således honorarer for 4,5 mio. kr. i 2013 på weekendhonorering til psykiatere, psykologer, lægesekretærer og socialrådgiver for at lave mentalundersøgelser ud over deres normale arbejdstid. Lægerne tegner sig for størstedelen af lønnen, når de retspsykiatriske mentalerklæringer bliver lavet til politiet, og taksten hos retsvæsenet, der betaler for erklæringerne, ligger i øjeblikket på 35.578 kr.
Socialrådgivere, der arbejder i fritiden, honoreres med 5.500 kr., psykologer med mellem 8.000 og 11.000 kr., mens en del af pengene går til »øvrige« administrative udgifter, fremgår det af en aktindsigt, JP Aarhus har fået.
HK: Forskelsbehandling
De godt 35.000 kr. bliver brugt til et såkaldt ventelisteprojekt, fordi der i en årrække har været et stigende antal anmodninger om mentalerklæringer fra politiet. En efterspørgsel, der har medført lange ventelister, som retsvæsnet har kritiseret.
Da projektet blev etableret, fik lægesekretærerne 5.000 kr. pr. afsluttet sag, men ifølge HK Kommunal Østjyllands formand, Hans-Henrik Hansen, skulle honoraret falde til 2.200 kr., mens lægerne, psykologerne og de øvrige faggrupper beholder deres oprindelige betaling.
»Det er udtalt forskelsbehandling. Jeg har forståelse for, at man skal have et passende niveau, men hvis en faggruppe skal være med til at bidrage til, at pengene rækker længere, bør det være et fælles anliggende for alle faggrupper,« siger Hans-Henrik Hansen.
Gert Pilgaard Christensen påpeger, at det har været vigtigt for Region Midtjylland at nedbringe ventetiderne på mentalundersøgelser, og siger om lægesekretærernes udsigt til en lønnedgang, der i øjeblikket forhandles om:
»Det er en forhandlingssituation, og jeg er overbevist om, at afdelingen og lægesekretærerne finder en løsning på det.«
HK Kommunal Østjylland forstår ikke, hvorfor Region Midtjylland bruger flere millioner på udbetaling af honorarer om året – og op mod 750.000 kr. til enkelte læger – i stedet for at fastansætte nogle læger til at gøre det.
Politikredsene betaler
»Ville det ikke være bedre købmandskab at ansætte nogle flere medarbejdere i stedet for at nogle skal have overtidsbetaling for at udføre ekstra arbejde? På den måde ville man også blive fri for at spekulere i, om nogle læger mon spekulerer i at sikre, at de lange ventelister forbliver, så de kan tjene nogle ekstra penge,« siger Hans Henrik Hansen.
En spekulation, som både afvises af Gert Pilgaard Christensen og Anne V. Kristensen, medlem af regionsrådet for Venstre.
Ventetiden nedbragt
De henviser til, at det er de enkelte politikredse, der betaler for at udføre mentalerklæringerne, og at det ikke er op til lægerne at afgøre, hvorvidt en person skal have en mentalundersøgelse.
»Jeg mener, at vi har nogle helt klare regler for, hvem der må henvise patienterne,« siger Anne V. Kristensen og uddyber:
»Jeg er ligeglad med, hvem der tjener pengene. Det vigtigste er, at behandlingerne bliver gennemført. Jeg skal ikke kunne sige, hvad det ville koste, hvis folk arbejdede over i vores regi med søndagstillæg og alt muligt. Det ville heller ikke være gratis. Men det er klart, at lægerne ikke selv skal sidde og skabe ventelister for at kunne tjene penge på det.«
Region Midtjylland oplyser, at man siden i fjor har nedbragt ventetiden på en mentalerklæring fra 204 dage i gennemsnit til 182 dage. Og mht. lægernes honorering – herunder Trine Arngrim, som er ledende overlæge på Retspsykiatrisk Afdeling i Risskov og siden 2010 har tjent over 1,2 mio. kr. i honorarer – er det hele foregået i fuld åbenhed, understreger Gert Pilgaard Christensen.
»Trine har spurgt os, om hun skal gå ind i det, og vi har sagt, at det er vigtigt at nedbringe ventelisterne. Det kræver høj disciplin, og det mener jeg også, at der har været. Og efterhånden, som det er lykkedes os at få flere ind udefra, er hendes honorering faldet betydeligt,« siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Trine Arngrim.