Debutantens racerdrøm er knust
Motorløb: Classic Race Aarhus sluttede, inden det rigtig kom i gang for Mikael Moeslund fra Mårslet. Han fik fire træningsrunder i sin italienske Fiat Abarth fra 1967 – så hørte han et kraftigt bump på Carl Nielsens Vej.
Var det så bare sket søndag, så havde jeg i det mindste haft fornøjelsen i tre dage, fortæller en tydeligt skuffet Mikael Moeslund fra Mårslet og besigtiger sin knuste racerbil.
Fronten er smadret, taget har fået et tryk, der er skader på begge sider, og karosseriet er skævt.
Humøret er nu, hvor speederen var, da det gik galt – næsten i bund.
Drømmen om at køre ræs på hjemmebanen i Aarhus, blev aldrig helt realiseret. Blot fire runder a 2,6 km var det blevet til under fredagens træning i 1971-klassen. Mikael Moeslund havde lige siddet og nydt bilens gode køreegenskaber og glædet sig over, at han på trods af sin manglende køreerfaring formåede at følge med de andre racervogne, husker han.
150 km i timen
»Så kører vi igennem skoven ad Carl Nielsens Vej med omkring 150 km/t, da jeg hører et bump bag mig. Ud af sideruden ser jeg forlygterne og en køler, der vender lodret, og så flyver bilen med taget først ind i siden på mig,« fortæller Mikael Moeslund.
Årsagen til ulykken var angiveligt et bremsesvigt i den anden bil – en Ford Anglia, som nu holder ved siden af på bilkirkegården på Tangkrogen. Ifølge den forklaring Mikael Moeslund efterfølgende har fået, valgte køreren at køre ind i barrieren for at undgå en hårdere kollision i næste sving.
Mange timers arbejde
»Det er vilkårene, men det er superærgerligt. Op til træningen havde den lille Fiat Abarth stået i sit telt og været publikums kæledække. Børnene kravlede rundt i den og skulle fotograferes i den.«
Træningskørslen blev straks stoppet, og lykkeligvis kom ingen af kørerne til skade. Mikael Moeslund måtte konstatere, at de indbyggede sikkerhedsbøjler løste deres opgave, og han kom ud af den knuste bil ved at sparke døren op.
»Jeg har mærker efter sikkerhedsselerne, men det er billigt sluppet. Det var værst for familien. Mine børn og min far stod og ventede på Strandvejen. De kunne på storskærm se vores bil stå og ryge, mens der over højtaleren blev tilkaldt en ambulance. Det må ikke have været rart.«
Den 36-årige direktør hos Viby-virksomheden Easy2click havde indtil i fjor kun været publikum til motorløb.
Under sidste års Classic Race Aarhus bestemt han sig for, at han ville være med i sin egen bil i 2014. I september købte han derfor en italiensk Fiat Abarth fra 1967 - og for kort tid siden fik han den nødvendige licens til racerbil. Gennem vinteren har han brugt mange timer på at gøre Fiat’en klar. Nu kan arbejdet begynde forfra.
Ifølge en foreløbig vurdering vil reparationerne løbe op i mindst 100.000 kr. – og der er ingen forsikring, der dækker racerbiler.
»Man hænger selv på regningen. Sådan er gamet. Heldigvis er folk i racermiljøet utroligt passionerede, og de ved, hvor ondt det gør.
Andre Abarth-ejere har allerede henvendt sig. En havde en dør, en anden vidste, hvor jeg kan finde en ny front i Torino. Og en fyr fra København er på vej herover for at hjælpe med at skille den ad. Og han vil gøre det gratis. Det er virkelig rørende,« fortæller Mikael Moeslund.
Selv om dette års Classic Race Aarhus sluttede efter blot 10 kilometers kørsel, regner han med at stille op igen til næste år.
»Så håber jeg, at du er klar til at skrive en positiv historie,« siger han.