Fortsæt til indhold
Aarhus

International mesterklasse på Frederikshøj

Torsdag blev en ny guide til de bedste restauranter i Danmark udgivet. 22 restauranter i Aarhus er repræsenteret.

I dag udkom den nye spiseguide, White Guide, der indeholder anmeldelser og beskrivelser af 260 af de bedste restauranter i Danmark.

22 af disse er ifølge anmelderne at finde i Aarhus.

Den bedst bedømte er Wassim Hallals Frederikshøj på Oddervej, der som den eneste restaurant i Aarhus er blevet placeret i kategorien ”International mesterklasse”. Og den aarhusianske gourmetrestaurant bliver i guiden beskrevet som det bedste spisested i provinsen.

»Jeg er rigtig glad for, at der nu er en spiseguide, hvor vi på Frederikshøj bliver bedømt på lige vilkår med vores kollegaer i andre dele af landet,« siger Wassim Hallal om White Guide.

København løb med guldet

Samtidig har den aarhusianske stjernekok vundet prisen for ”Årets serviceoplevelse”, der er den ene af i alt otte priser, som White Guide har uddelt til restauranter, der har leveret særlige oplevelser inden for forskellige discipliner.

Wassim Hallal og Frederikshøj var også nomineret til ”Årets bedste restaurant” og ”Årets madoplevelse”, men måtte se sig slået af henholdsvis Noma og Geranium i København.

Derudover var Canblau nomineret i kategorien ”Årets innovatør”, hvor restaurant Amass i København løb med sejren, mens Restaurant Et, der var nomineret til ”Årets feel-good-oplevelse”, måtte se sig slået af københavnerrestauranten Pluto.

Blandt de 22 aarhusianske restauranter, der er inkluderet i den nye spiseguide, er Varna ifølge White Guide i ”Mesterklasse”, mens byen kan pryde sig med syv restauranter i kategorien ”Meget højt niveau” og 12 restauranter i kategorien ”Højt niveau”. Langhoff & Juul og Lecoq er beskrevet som værende: ”Også et godt sted”.

Til sammenligning har Odense 10 restauranter, der har gjort sig fortjent til linjeplads i White Guide, Aalborg har otte, mens gourmet-hovedstaden København er repræsenteret med 160 restauranter.

White Guide 2014 er den første af sin slags i Danmark. Den er lavet efter svensk forbillede, hvor White Guiden med stor succes har bedømt restauranter i Sverige i 10 år.