Fortsæt til indhold
Aarhus

2017-kritikken fra Strøm får en kølig modtagelse

Erhvervsfolk og politikere støtter ikke den stærke kritik af 2017-fondens ledelse.

Tina Bryld | Jonas Hvid | Jacob Haislund

Der er bred opbakning til ledelsen i Fonden Aarhus 2017 trods det hårde angreb fra Benedicte Strøm, nu tidligere kommunikationschef i fonden. Støtten kommer bl.a. fra fremtrædende erhvervsfolk i regionen.

»Det er synd for projektet, at der nu kommer al denne ballade,« siger Allan Aagaard, direktør for Region Jylland Midt/Nord Erhverv i Danske Bank, der er med i en af de erhvervsklynger, der deltager aktivt i kulturhovedstadsprojektet.

»Jeg har selv det bedste indtryk af den ledelse, der står i spidsen for fonden, men jeg synes, at den har nogle urimelige arbejdsvilkår, når den ikke ved, hvilket budget den arbejder efter. Så kan man jo ikke opstille mål og strategier.«

Han henviser til, at staten endnu ikke har tilkendegivet, hvor mange penge den vil lægge i 2017-projektet.

Den vurdering støtter Anders Byriel, direktør for Kvadrat i Ebeltoft og medlem af bestyrelsen for fonden.

»Det er et stort og dybt projekt, en europæisk opgave af kompliceret art, som der er arbejdet med gennem flere år. Det virker ret overfladisk at komme efter få måneder med sådan en udmelding,« mener han.

»Jeg er ikke i tvivl om, at organisationen og grundlaget i fonden er i orden. At staten så slæber på fødderne, så alt står og venter på, at vi kender den præcise form og størrelse for hele projektet, er en anden sag.«

Politiske mål

Som beskrevet på forsiden er regionsrådsformand Bent Hansen (S) stærkt kritisk over for Benedicte Strøms åbenmundethed. Han henviser til, at man arbejder efter de mål og visioner, som er oplistet i den oprindelige ansøgning om at blive kulturhovedstad.

Det giver Benedicte Strøm ikke meget for.

»Det er politiske mål, de er ikke operationelle,« siger hun og beklager, at hun ikke kunne komme igennem med sin appel om »en professionalisering« af arbejdet med det store kulturprojekt.

»Der foregår så mange spændende og gode ting i hele regionen, hvor man prøver nye veje og måder at gøre tingene på. Det burde matches i sekretariatet, men det bliver det ikke,« siger hun og tilføjer, at hun ikke står alene med sin kritik, men at andre ikke tør melde den offentligt ud.

Da Aarhus i 2012 søgte om at blive kulturhovedstad, var det ud fra en forudsætning om, at staten ville bidrage med 200 mio. kr. af det samlede budget på 500 mio. kr. Bestyrelsen fra Fonden Aarhus 2017 og adm. direktør Rebecca Matthews havde i sidste uge et møde med to embedsmænd fra Kulturministeriet, der stillede detaljerede spørgsmål om hele projektet for at finde ud af, om staten kan og vil bidrage økonomisk til 2017-projektet.

En økonomisk udfordring

»Det er forbandet vigtigt, at vi har en borgmester og et borgmesterbærende parti, som er fremme i skoene. De dækker regeringsmagten af herhjemme, og noget af udfordringen for 2017-fonden har været at få økonomien afklaret,« siger Hans Skou (V), der er medlem af kulturudvalget.

»Det er endnu ikke lykkedes at få finansminister Bjarne Corydon (S) til at melde ud, hvad han vil, og frustrationen over det kan jeg godt forstå. Jeg tolker det sådan, at det er svært at få nogle af de spændende ting ind i projektet. Ting, hvor man ikke bare lige kan ringe dagen i forvejen og få folk til Aarhus.«

Steen B. Andersen (S), formand for kulturudvalget, betoner, at der i forhold til Benedicte Strøm er tale om en personalesag, som han ikke vil kommentere.

»Men jeg har kun mødt en kompetent og dygtig direktion, når jeg har samarbejdet med den,« lyder det fra politikeren, der ikke har hørt en lignende kritik fra andre.

Hvad angår kritikkens betydning for 2017-projektet, henviser han til borgmester Jacob Bundsgaard (S), der er formand for 2017-fonden. Men han ønsker ikke at kommentere sagen.

»Det er en personalesag, som jeg hverken kan eller vil kommentere,« skriver han i en sms til JP Aarhus.