Stærk kritik af ledelsen bag 2017-fonden
Kommunikationschef Benedicte Strøm har forladt jobbet. Hun savner visioner og ledelse.
Kommunikationschefen for 2017 Benedicte Strøm har med øjeblikkelig virkning opsagt sin stilling.
"Det hele sejler," mener hun.
"Der mangler visioner og en målbar strategi. Hvis ingen ved, hvor vi skal hen, kan vi jo ikke se, om vi har nået målet."
Benedicte Strøm fik jobbet for fire måneder siden og flyttede også fra København til Aarhus, hvor hun bor i dag. Nu flytter hun tilbage til hovedstaden.
Hun ærgrer sig over at måtte forlade jobbet, men mener, at hun ikke kunne gennemføre en ordentlig kommunikationsstrategi, fordi der efter hendes mening mangler en overordnet strategi for hele projektet og for, hvor Aarhus og hele Region Midtjylland skal stå efter kulturhovedstadsåret.
"Det er ærgerligt, for projektet fortjener at blive en stor succes - til gavn for alle i regionen," siger Benedicte Strøm, der tidligere har været kommunikationschef i Tivoli og Finansrådet samt journalist og studievært hos DR, TV2 og TV3.
Mangler 200 mio. kr.
Hos 2017-fonden ønsker man i følge sekretariatsleder Rina Valeur ikke at kommentere "en personalesag".
Direktør for fonden Rebecca Matthews har i en pressemeddelelse skrevet, at Benedicte Strøm mandag afleverede sin opsigelse, samme dag som hun var indkaldt til er "et møde, der havde til formål at afslutte hendes ansættelsesforhold. Hun undgik dermed en fyring."
"Jeg forstår, at Benedicte Strøm er skuffet over udsigten til at blive fyret," skriver Rebecca Matthews videre.
"Det er forståeligt at hun er ked af det. Jeg ønsker ikke at kommentere personalesager i offentligheden og vil derfor ikke kommentere sagen yderligere.”
Fonden Aarhus 2017 har tidligere på måneden været til eksamen, da embedsmænd fra flere ministerier var i byen for at stille detaljerede spørgsmål om hele projektet. Det gjorde de for at finde ud af, om staten kan og vil bidrage med de 200 mio. kr., som fonden har bedt om, og som var en forudsætning i det program, som Aarhus vandt titlen foran Sønderborg på.
Hvad mener du om projekt Aarhus som europæisk kulturhovedstad i 2017?