Mobiler vrimler i trafikken
Fra 2012 til 2013 er antallet af bøder for at tale i mobiltelefon i trafikken steget med 49 pct. i Østjylland.
Antallet af østjyder, der bliver taget i at køre bil uden hænderne på rattet, stiger. Det viser en opgørelse fra Østjyllands Politi.
I 2013 blev der således udstedt i alt 4.111 bøder for brug af håndholdte mobiltelefoner i Østjylland. I 2012 skrev politiet 2.751 af den slags bøder.
Østjyllands Politi har ikke et overblik over, hvor mange af de i alt 250 østjyske færdselsuheld med personskade i 2013, der kan relateres til brugen af mobiltelefoner, men der er ingen tvivl om, at uopmærksomhed generelt udgør en risikofaktor i trafikken, forklarer beredskabsleder Morten Anker Jensen.
»Alle de uopmærksomheder i trafikken giver en masse små skader. Folk, der kører op bag i hinanden, og så ryger der et anhængertræk,« siger han.
Uheld pga. dumheder
I det hele taget skyldes en stor andel af uheldene i trafikken dumheder som for høj fart, folk der kører over for andet end grønt og sikkerhedsseler, der ikke er spændt.
Men selvom brugen af mobiltelefoner er en af de forseelser, hvor antallet af bøder er vokset mest, er det ikke ensbetydende med, at østjyderne er blevet værre til at tale, mens de kører, understreger Jesper Sølund, dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik.
For rådet har gennem de seneste år ført kampagner mod uopmærksomhed i trafikken, og indsatserne er typisk blevet fulgt op af politiet med bødeblokke i hænderne.
»Det er klart, at jo mere fokus der kommer på problemet, jo flere fanger man,« siger han og tilføjer, at Rådet for Sikker Trafiks målinger viser en positiv udvikling, så færre taler i håndholdt mobiltelefon, mens de kører.
»Vi kan se, at flere og flere siger, at de er holdt op og kører ind til siden i stedet for. Kampagnerne virker,« konstaterer Jesper Sølund.
Uanset hvad hilser han Østjyllands Politis fokus på uopmærksomhed i trafikken velkommen.
»Det er et nyt stort område. I mange år har vi haft de tre budskaber; fart, sprit og sele. Nu har vi fået uopmærksomheden ind som en faktor, der er væsentlig, fordi vi har en voldsom stigning i tilgængeligheden af informationer, mens vi kører i bil,« siger Jesper Sølund og henviser til smartphonens store udbredelse.
Han understreger, at smartphones er farlige, da folk både skal se væk fra trafikken og bruge hænderne.
»Når man tænker på, hvor mange der skifter fra almindelige mobiltelefoner til smartphones, er det positivt at se, at folks adfærd er fornuftig,« lyder det fra dokumentationschefen.
Ifølge den nye resultatkontrakt skal Østjyllands Politi udstede 12.200 bøder i 2014 foruden de sager, den automatiske trafikkontrol leverer – ca. 2.000 flere end i 2013. Men det er o.k. ikke at nå målet, hvis det blot sker på den rigtige måde, lyder det fra chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen.
»Hvis vi halverer antallet af færdselsuheld, gør det os ikke noget kun at skrive 8.000 sager i 2014,« siger han.