Narko fra Holland og en bankkonto i Finland
Kriminalitet på internettet begås stort set altid med økonomisk vinding for øje. Bl.a. sager, hvor svindlere får adgang til mailkonti og snyder bankrådgivere til at overføre penge, vinder frem.
Det er kun fantasien, der sætter grænserne, når kriminelle agerer på internettet. Det måtte en uheldig østjyde sande, da hun i fjor blev offer for et listigt svindelnummer, fortæller Bent Preben Nielsen, chefpolitiinspektør, Østjyllands Politi.
»Vi havde en sag, hvor nogle hackede sig ind i offerets mailsystem og fandt ud af, hvordan hun typisk kommunikerede med sin bank. Derefter gav de sig til at kommunikere med banken på hendes vegne og fik overført et ret stort beløb til en bank oppe i Finland,« siger han.
Den form for databedrageri kaldes for ”social engineering”, forklarer Peter Kruse, it-sikkerhedsekspert i firmaet Csis. Fænomenet griber om sig.
»Det har vi set en del eksempler på gennem det seneste halvår. Fordi kommunikationen kommer fra en kunde og måske oven i købet er led i en længere samtale, ser det meget legitimt ud. Og så kan bankrådgiveren ende med at overføre penge til forkerte steder, hvis vedkommende ikke er helt vågen ved tasterne,« siger han.
Man kan købe alt
I det hele taget er der sket en eksplosiv vækst i antallet af sager om databedrageri i Østjylland. Nogle opretter falske annoncer på dba.dk og stikker af med pengene, inden godtroende købere overhovedet opdager, at der slet ingen billig iPhone var til at begynde med. Andre finder måder, hvorpå de kan skaffe sig adgang til intetanende personers dankortoplysninger og handle for stjålne penge. Og så er der dem, som slår sig på import i stedet.
Her bevæger vi os uden for kategorien databedrageri og over i nogle endnu alvorligere paragraffer, forklarer politiinspektør Ole Madsen, leder af den centrale efterforskningsenhed i Østjyllands Politi. For med de uanede muligheder, internettet rummer, kan hvem som helst blive hårdkogt kriminel på få øjeblikke, uddyber han.
»Vi har en konkret sag fra Grenaa, hvor to gymnasieknægte fandt ud af, at det er ret let at bestille narko fra Holland over internettet. Det fik de hjem og begyndte at sende ud til videresalg,« fortæller Ole Madsen.
»Normalt jagter vi nogle, som bliver mere og mere synligt kriminelle i offentligheden. Men her var to teenagere helt uden kriminel baggrund, som pludselig står til seks-otte år i fængsel.«
Sagen er, at det meste kan lade sig gøre i en digital tidsalder. I takt med, at vi bliver mere og mere opkoblet, bliver vi også sårbare, lyder advarslen fra Peter Kruse.
»Alt fra spillekonsoller til smart-tv, telefoner, intelligente badevægte og intelligente køleskabe kan udnyttes til at lave datakriminalitet. Selv vores fjernaflæsning af el og vand,« siger han.
Hvordan kan man så sikre sig?
»Mange inficerer din maskine ved at udnytte sårbarheder i populære softwarepakker. Derfor skal man sørge for altid at holde den slags opdateret. Ca. 95 pct. af alle de vira, vi ser i dag, har dataindsamlende egenskaber, og når hackerne overtager en maskine, havner man i den pulje, hvor ens oplysninger bliver solgt til kriminelle, som derpå kan misbruge dem,« svarer Peter Kruse.