Populært shoppingcenter i Aarhus solgt
Investeringsfirmaet NREP har købt Veri Centret i Aarhus for et trecifret millionbeløb.
Den 13. december begynder et nyt kapitel i historien om Veri Centret, der ligger i det nordøstlige Aarhus.
Boligforeningen AAB, der har ejet centret siden slutningen af 1960’erne, har solgt det for 114 mio. kr. til investeringsfirmaet Nordic Real Estate Partners (NREP).
Veri Centret blev bygget i 1969, og med sine 35 butikker har det stor appel med over to millioner besøgende årligt. Centrets popularitet er en af grundene til, at NREP har købt det.
”Veri Centret er velfungerende og har et godt butiks- og kundemiks. Mange nye lejere vil gerne til, men pladsen har ikke været til det. Det kommer der nu,” fortæller Thomas Riise-Jakobsen, investment manager hos Nordic Real Estate Partners (NREP).
Et mere åbent center
NREP vil udvide centret med cirka 1.000 kvm, og derudover skal centret have en mindre overhaling.
”Det skal gøres mere imødekommende og åbent. Når man står på Ringvejen, kan det være svært at se, at her ligger et center med mange butikker. Det skal vi have ændret,” fastslår Thomas Riise-Jakobsen.
Udvidelsen af Veri Centret begynder i foråret 2014 og skal være færdig i sommeren 2014.
AAB må som boligorganisation ikke investere i et butikscenter for boligejernes penge – og dermed heller ikke udvide i kommercielle interesser. Det er den primære grund til, at man har valgt at sælge centret til NREP, oplyser Thomas Riise-Jakobsen.