Fire kampe og han er væk
Superliga: Meget tyder på, at Casper Sloth forlader AGF i vinterens transfervindue. Flere klubber har synet ham på det seneste, blandt andet flere fra Tyskland.
Wolfsburg fra den tyske Bundesliga, Kaiserslautern fra 2. Bundesliga og Red Bull Leipzig fra den tredjebedste række, men snart 2. Bundesligaklub.
Blot tre af de klubber, der i fredags dukkede op på MCH Arena i Herning for at se landskamp mellem Danmark og Norge. Ikke fordi de tyske klubber savner inspiration, og heller ikke fordi spændingsmomentet i venskabskampen var ulideligt højt, at de bare måtte se kampen.
Men fordi de ønskede at se en bestemt spiller i aktion på et højt niveau. Det ønske fik de opfyldt fra starten af anden halvleg, da AGF’s midtbanespiller Casper Sloth blev skiftet ind i stedte for Niki Zimling.
Mens Zimling ikke havde styr på bolden den fredag i Herning, var der anderledes drev over Casper Sloths spil: Sideskift med præcision, fint småspil, når der skulle skabes chancer.
I januar så det ud til, at Casper Sloth var på vej til Club Brügge fra Belgien, men AGF valgte at sælge Aron Jóhannsson til AZ Alkmaar fra Holland, to nøglespillere ud af døren på samme tid blev vurderet til at være for risikabelt.
I sommer, da transfervinduet igen åbnede, forlød det, at Nice fra Frankrig ville have fingrene i Sloth. Men intet skete. Muligvis fordi Casper Sloth, som det øvrige AGF-hold, dykkede i form i foråret.
Hvis AGF skal have en transfersum ud af Casper Sloth, skal der dermed ske noget til januar.
»Om det sker til vinter? Det aner jeg ikke. Det kommer an på, om der er klubber, der er interesseret og hvilke klubber, det er. For jeg skifter ikke for enhver pris. Heldigvis er der noget tid endnu,« siger Casper Sloth, som har fire kampe tilbage i dette efterår for AGF: Tre i Superligaen samt en pokalkvartfinale mod AaB.
Hører ikke noget
»Jeg er ikke blevet informeret om, at der er klubber for at se nærmere på mig. Men jeg har også den aftale med mit agentfirma, at jeg ikke skal høre noget. Jeg ved, at der er nogen stort set hver gang, jeg spiller. Jeg går ikke så højt op i det, det forstyrrer bare,« siger den 21-årige midtbanespiller, som i Herning spillede sin landskamp nummer 7.
»Jeg kender efterhånden de fleste på holdet og den måde, vi spiller på. Måske den bedste halvleg, nu har der ikke været så mange, men det er nok en af dem. Det gik fint, det er jeg selvfølgelig glad for, og det giver altid selvtillid, når det går godt. Om det kommer til at gøre den store forskel i resten af sæsonen, ved jeg ikke. Men det skader næppe,« siger Casper Sloth.
I AGF vil træner Peter Sørensen ikke spå om, hvorvidt Casper Sloth er blandt hans spillere, når foråret indledes.
»Han har helt sikkert potentiale til at klare sig i en udenlandsk klub. Jeg er sikker på, at Casper Sloth får en fin karriere. Det har han allerede, men vi håber alle, at han får endnu mere ud af det. Men man kan ikke spå om det på kvalificeret vis – eller tale sig til det,« påpeger AGF-træneren.
»Han har et meget, meget fint topniveau, og efter min mening er han den bedste på sin position herhjemme, når han rammer toppen. Men der er mange komponenter, der skal gå op. AGF skal have noget for at slippe ham, han skal selv have en aftale, han synes er god, og det skal være den rette klub, hvor han får spilletid,« siger Peter Sørensen.
Samtlige 15 kampe
I AGF har Peter Sørensen anvendt Casper Sloth i samtlige 15 kampe i efteråret. Casper Sloth har spillet samtlige minutter minus fem, da han blev skiftet ud i 6-3-sejren over OB. Med fem mål er han AGF’s topscorer.
»Men han har også ind i mellem præsteret jævnt og for dårligt i forhold til sit niveau. Og det er den udfordring, han har: Han skal leve op til sit talent. Folde det ud og gøre det nødvendige, det der rækker ud over det talentmæssige: Altså viljen til at ofre sig, at kunne tolerere modgang. Der er mange facetter i at være topspiller,« understreger Peter Sørensen.