»Det må ikke blive for trygt«
Superliga: Mikkel Kirkeskov, ung AGF-back, trives bedst under pres, og derfor valgte han en kort aftale med AGF.
Hvad vil du have? En lang aftale på tre-fire sæsoner og lidt mindre i lønningsposen? Eller en kort aftale og en lidt større løn? Tryghed eller fleksibilitet. Valget er dit.
Mikkel Kirkeskov, AGF-back og stamspiller på klubbens bedste hold, var ikke i tvivl, da han og AGF satte sig sammen for at tale om en forlængelse af samarbejdet.
Den nuværende kontrakt mellem Mikkel Kirkeskov og AGF udløber efter denne sæson, formaliteterne skulle være på plads, så derfor skulle en eventuel forlængelse sikres inden årsskiftet. For at undgå signalforvirring. For fra den 1. januar kunne andre interesserede klubber frit henvende sig til venstrebacken.
Men Mikkel Kirkeskov vil gerne spille for AGF, i hvert fald indtil videre, så han var ikke i tvivl om udgangspunktet, da Brian Steen Nielsen, sportschef i AGF, indkaldte til en snak om en forlængelse.
Større motivation
»Jeg har det bedst med korte kontrakter. Jeg trives bedst, når jeg ikke er for sikker på noget, og når jeg skal presses lidt. Sådan har jeg altid haft det. Bliver det for trygt og for meget hverdag, så synes jeg ikke, jeg presser mig selv nok. Jeg bliver bedre af det, og det motiverer mig, og det er det vigtigste, når vi går ud på træningsbanen,« siger Mikkel Kirkeskov, hvis aftale nu løber til sommeren 2015.
Mikkel Kirkeskovs rådgiver, Mads Bach Lund, understreger, at den korte kontrakt ikke er et udtryk for, at forsvarsspilleren er på vej væk.
»Nu har Mikkel et år og ni måneder tilbage af sin aftale med AGF. Den korte løbetid betyder for ham, at han er presset til at levere varen. Ellers er det jo ikke sikkert, at AGF ønsker at forlænge med ham til sin tid. Men AGF er glade for Mikkel, og klubben har slet ikke travlt med at komme af med ham,« er Mads Bach Lunds vurdering.
På landsholdstur
Mikkel Kirkeskov er det seneste år blevet stamspiller på AGF’s superligahold på positionen som venstre back, han har tilmed fanget landstræner Morten Olsens interesse, hvilket betød, at Kirkeskov sidste vinter blev udtaget til ligalandsholdets tur til USA.
Den korte aftale tager Mikkel Kirkeskov ikke som et udtryk for, at han står på dørtærsklen i klubben. Lige nu er han fast mand på favoritpladsen venstre back, efter at han i sidste sæson spillede en del kampe i højre side, da Adam Eckersley var skadesfri.
En større liga
»Det drejer sig om, at jeg har ambitioner med mig selv og på holdets vegne. Men selvfølgelig vil jeg også gerne prøve noget andet på et tidspunkt, se om talentet rækker til en større liga,« bemærker han.
Så kontraktudløbsdagen i sommeren 2015 ser han ikke som datoen for, hvornår han og AGF skilles.
»Et klubskifte er ikke noget, jeg selv er herre over. Det afhænger af, hvor godt jeg gør det, hvem der står klar, og hvad jeg selv vil. Jeg vil selvfølgelig bestræbe mig på at få udlevet min drøm, men jeg har ikke nogen tidshorisont på det. Jeg kunne sagtens sige, at jeg skal spille i Newcastle om to år, men hvis det ikke sker, så ligner jeg jo en idiot,« siger han.
For Mikkel Kirkeskov er den korte aftale en større fordel end for AGF. Jo kortere tid til kontraktudløb, jo mindre beløb kan klubben forlange fra en køber. I Mikkel Kirkeskovs tilfælde er AGF – og VRI, hvor Mikkel Kirkeskov spillede til han var 14 år – under alle omstændigheder sikret en økonomisk kompensation ifølge det internationale fodboldforbunds (Fifas) regler om solidaritetsbetaling.
Småpenge for AGF
Ifølge reglerne skal de klubber, der har udviklet spilleren fra 12 års-alderen og op til 23 år dele fem procent af en eventuel transfersum, når en spiller skifter over landegrænser. I forhold til en regulær transfersum er solidaritetsbetalingen dog småpenge for AGF.