Overraskende vindere ved DM
Halvmaraton: Hele eliten og Aarhus’ borgmester var på plads, da 2.500 løbere sled i hård vind ved danmarksmesterskabet i halvmaraton søndag formiddag.
Med lidt god vilje kan man påstå, at det var to Aarhus-løbere, der stak af med sejren ved danmarksmesterskabet i halvmaraton i Aarhus i går.
Den ene stillede godt nok op for Sparta, men han er vokset op i Aarhus. Den anden løb for Aarhus 1900, men hun har aldrig før løbet et stævne på dansk jord, og hun har ikke boet i Danmark, siden hun var 13 år gammel. Mere om det senere.
Starten gik kl. 11 fra Viby Stadion. Mens løberne varmede op, buldrede "Let's dance" ud ad højttalerne. Den opfordring tog trætoppene imod, og det var voldsomme trin, de kastede sig ud i på grund af den hårde vind. En vind, der skulle give løberne ekstra at kæmpe med.
Eliten på plads
Bagerst i feltet gik snakken som til en julefrokost efter en flaske kommen-snaps. Forrest var stemningen anderledes afdæmpet. Med god grund. Af de knap 2.500 løbere var lidt over 300 fra eliten. Dem, der løb for at blande sig i toppen, for medaljer og måske en VM-udtagelse.
Forhåndsfavoritten blandt kvinderne, Anna Holm Baumeister, havde meldt afbud på grund af sygdom. Til start var til gengæld Jessica Draskau-Petersson, der ikke regnede sig selv blandt favoritterne, da hun stadig genoptræner efter en skade. AGF-løberen Louise Laursen var også på plads, ligesom Louise Kunø fra Aalborg også stod klar.
På herresiden stod Abdi Akun Ulad fra Korsør forrest. I år blev han dansk mester på 10.000 meter. Det løb vandt han foran Jesper Faurschou fra Herning Løbeklub, som også regnedes blandt favoritterne.
Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S), skød løbet i gang. Røgen fra pistolen havde knap lagt sig, før borgmesteren selv trissede ind blandt de mange løbere og gennemførte halvmaratonen på en time og niogfyrre minutter.
Fra Viby Stadion gik turen ind mod byen i stiv modvind, der fra start gav løbernes lårmuskler udfordringer. De lidt over 21 kilometer gik forbi Musikhuset, Aros, åen og Vestergade, inden de fortsatte i retning mod Brabrand Sø. Den blev rundet, og så gik turen ellers tilbage mod Viby Stadion med målstregen placeret på den røde løbebane, der slanger sig rundt om fodboldanlægget.
Overraskelse
Efter ti kilometer kunne arrangørerne meddele, at Lars Budolfsen fra Sparta højst overraskende lå i front foran Jesper Faurschou og Abdi Akun Ulad, mens Ulrik Heitmann fra Aarhus 1900 lå nummer fire.
Hos kvinderne var Jessica Draskau-Petersson stukket af fra Louise Laursen og Louise Kunø, og det lignede allerede en klar sejr, med mindre den dansk-britiske løber havde lagt for hårdt ud og ville tabe pusten.
Historien om Jessica Draskou-Petersson er spøjs. Som 13-årig flyttede hun med sine forældre fra Skovshoved til Isle of Man, en ø i de irske øhav. Efter at have stillet op for Storbritannien i triatlon og duatlon, havnede hun pludselig på det danske landshold på maratondistancen ved OL i London. Og gårsdagens løb var hendes første på dansk grund. Men garanteret ikke det sidste.
Efter 1.06.16 kunne den første atlet løbe gennem målporten og få hængt en medalje om halsen. Lars Budolfsen fra Sparta snød forhåndsfavoritterne. Med sveden dryppende ned langs alle lemmer og en vejrtrækning som en rygerlunge, satte han et par ord på sin sejr.
»Jeg vidste godt, jeg var i god form, og at jeg havde muligheden for at slå de to andre. Men så suverænt havde jeg ikke regnet med. Det er helt fantastisk. Det har været mit store mål hele året, fordi det er kvalificerende i forhold til VM. Det er helt ubegribeligt for mig. Jeg tror ikke helt, det er gået op for mig, at jeg har vundet,« sagde Lars Budolfsen.
Otte minutter senere kunne den bedste kvindelige løber række hænderne i vejret. Jessica Draskau-Petersson holdt distancen til de to andre, og hun viste, at hun nok er ved at være sin skade kvit.
»Jeg havde tænkt mig at starte lidt forsigtigt og fornuftigt. Det skete bare ikke rigtigt. Atmosfæren var fantastisk, stemningen var god og vejret perfekt, og så fik jeg lyst til bare at gå efter det og se, hvad der ville ske,« sagde hun efter sejren.
Til marts løbes VM i København, og dagens vindere er ifølge landsholdets holdleder tæt på at være sikret.