Skoleleder: Alle kan ikke få eget kontor
Katrinebjergskolen i Aarhus er ikke bygget med henblik på heldagsskole, og at lærerne skal være mere på skolen. Lærerne er skeptiske over for de hidtidige løsninger.
»Vi har lidt en opgave her. Faktisk en stor en.«
Skoleleder Christian Hyltoft Hellum fra Katrinebjergskolen erkender, at lærernes nye arbejdstidsaftale og folkeskolereformen udfordrer skolens fysiske rammer.
Faste mødetider
90 ansatte og 31 klasser har deres daglige gang på skolen, og fremover skal både lærere og elever tilbringe mere tid i en bygning, som er fra en tid, da der hverken var tænkt på heldagsskole eller plads til lærerforberedelse.
Læreres og pædagogers arbejdstid er nu kl. 8-14.30 og onsdage til kl. 16.
»Vi har nu faste mødetider for pædagoger og lærere, så de kan samarbejde og planlægge. Og så må vi være kreative, når vi skal finde steder, hvor de kan mødes og lave faglig udvikling. Alle 90 kan jo ikke få deres eget kontor,« fortæller skolelederen.
Rum, der tidligere kun blev benyttet til én aktivitet, er blevet flerfunktionelle, og ledige kvadratmeter er noget, der hører fortiden til.
Således er f.eks. et tidligere rygerum blevet malet og møbleret. Et depotrum i kælderen er indrettet med flere computer-arbejdsstationer, biblioteket er blevet møbleret, og frokoststuen er nu et fleksibelt arbejdsrum. Lærerværelset er blevet sat i stand og indrettet som personalerum med lounge.
Alt er i spil
»Alt er i spil, når vi skal være her mere. Et klasseværelse uden elever er i princippet et ledigt mødelokale,« fastslår Christian Hyltoft Hellum, som anslår, at skolen har brugt omkring en mio. kr. på håndværkere og inventar.
»Vi har fundet pengene ved at spare på ledelsesløn i seks måneder og udgift til vikarer, fordi vi har gjort noget ved fravær,« fortæller han.
Lærerne tager imod de nye indretninger med skepsis.
»Jeg har det fint med, at vi skal være her mere, men det kræver bedre forhold,« mener Mette Birk Munthe.
»F.eks. må vi sidde på barstole i computerrummet. Det er ikke godt nok, når vi skal arbejde i længere tid.«
I skolebiblioteket har udskolingslærer og skolebibliotekar Helle Adelkvist fundet et stille hjørne i en rød lædersofa.
»Jeg forsøgte at læse i arbejdsrummet, men der var møde, og jeg kunne ikke koncentrere mig. Så jeg måtte rykke herind,« forklarer hun.
Helle Adelkvist ville foretrække som tidligere at kunne forberede sig hjemme.
Friheden er væk
»Jeg har mistet frihed til at tilrettelægge mit arbejde. Nu skal jeg gøre det på bestemte tidspunkter. Det havde måske været rart med en pause og en kop te, inden jeg skulle forberede mig til i morgen,« fortæller hun.
Ifølge børne- og ungerådmand Kristian Würtz (S) kan det være en stor gevinst for børnene, at lærerne opholder sig mere på skolen. Problemet er, at mange Aarhus-skoler – heriblandt Katrinebjergskolen – ikke er indrettet til det.
»Mange skoler er bygget med gange med klasselokaler side om side og så et lærerværelse, hvor lærerne kan drikke en kop kaffe. Men det er ikke nødvendigvis steder, der emmer af, at her bliver der produceret viden,« siger rådmanden, der mener, at byrådet i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger må prioritere ombygning af nogle skoler.
»Vi må ikke komme i den situation, at lærerne pludselig sidder ude på en fløj langt væk fra børnene, men at vi får skabt et miljø, så skolen bliver en vidensarbejdsplads. Det kræver bygningsmæssige ændringer nogle steder, og det kræver penge. Det mener jeg, at byrådet skal prioritere,« siger Kristian Würtz.
Penge på vej
Rådmanden har også en idé om, hvor nogle af pengene skal komme fra.
»Om kort tid melder økonomi- og indenrigsministeren ud om de tre gange 600 mio. kr., som skal fordeles mellem kommunerne som midlertidige midler i forbindelse med regeringsaftalen. Jeg synes, at det er oplagt, at vi bruger nogle penge til at skabe bedre rammer for det professionelle arbejde på vores skoler,« siger han.