Fortsæt til indhold
Aarhus

Staten vil beholde sin del af kommunens p-indtægter

Indtægterne fra p-bøder må ikke blive en kommunal pengemaskine og en ekstra skat for bilister, lyder argumentet fra Christiansborg.

Mette Mohr Martensen

Aarhus Kommune skal ikke beholde alle indtægterne fra p-afgifter udstedt af kommunen – staten skal have halvdelen. Det mener flere af kommunalordførerne på Christiansborg.

Dermed får teknikrådmand Bünyamin Simsek (V) næppe held med en genforhandling af en gammel aftale, der betyder, at staten i dag får halvdelen af kommunens indtægter fra parkeringsbøder.

Jeg har ingen intention om at kradse penge ind. Min hensigt er, at de penge, der kommer ind, skal komme aarhusianerne til gode.
Bünyamin Simsek (V), teknikrådmand

I den forløbne uge fortalte han i JP Aarhus, at han i et brev til justitsministeren lagde op til en genforhandling af aftalen.

Aarhus Kommune betalte i 2012 7.414.721 kr. til staten. Det svarer til over halvdelen af p-indtægterne. Et beløb, som rådmanden mener, at kommunen som udgangspunkt selv skal have lov at beholde.

En skjult pengemaskine

På Christiansborg advarer flere politikere mod Simseks forslag med argumentet om, at indtægter fra p-afgifter ikke må blive en kommunal pengemaskine. Det må ikke blive en skjult skat for borgerne.

Fra partierne lyder det klart, at der ikke skal ændres på reglerne.

» Aftalen er netop lavet udelukkende, så kommunerne ikke bare kan gå ud og opkræve p-penge helt vildt,« siger kommunalordfører for Det Radikale Venstre Marlene Borst Hansen.

De Konservative og Venstre er enige i, at bilister ellers vil kunne opleve meget dyre vilkår.

Kommunal mistillid

Den argumentation forstår Bünyamin Simsek ikke.

»Det er en mistillid til kommunale politikere, hvis det er argumentationen. Jeg har ingen intention om at kradse penge ind. Min hensigt er, at de penge, der kommer ind, skal komme aarhusianerne til gode,« siger han.

Simsek spørger, om det kan passe, at kommunalordførerne dermed mener, at kommunerne ikke skal give p-bøder, når folk parkerer ulovligt:

»Vi bruger jo netop p-afgifterne til at skabe regulering af p-pladserne og sikre fremkommelighed i byen.«

Og ja, det mener de.

»Der er en grænse i dag på p-indtægterne – hvis kommunen går over den grænse, skal den aflevere penge til staten. Så de kan jo bare holde sig under grænsen,« siger Marlene Borst Hansen.

Staten skummer

Også DF påpeger, at kommunerne ikke må blive for grådige.

Men partiet siger ja til en genforhandling.

»For som det ser ud i dag, skummer staten fløden. Man kan måske ligefrem forestille sig lavere p-bøder, hvis staten skal have mindre,« siger kommunal- og medieordfører for DF Morten Marinus.

Enhedslisten derimod siger et klart ja til genforhandling. Partiet stillede i foråret 2013 et forslag i Folketinget om, at overskud på de kommunale parkeringsordningen kunne blive i kommunen – men øremærket udbygningen af den kollektive trafik.

Bünyamin Simsek (V) vil ikke umiddelbart øremærke pengene til den kollektive trafik, men til udbygning af flere parkeringspladser i kommunen.