Ingen penge til nye spillere i AGF
Midtbaneslideren Emil Scheel sendt videre til Silkeborg, men der kommer ikke spillere den anden vej. Pengene er brugt, siger sportschef Brian Steen Nielsen.
AGF-fans skal ikke drømme om nye profiler i de sidste uger af transfervinduet, der lukker med udgangen af august.
Der er ikke penge til nyindkøb, fastslår sportschef Brian Steen Nielsen.
»Der er ikke økonomi til at hente spillere ind. Det er såre simpelt, pengene er brugt,« siger Brian Steen Nielsen.
Transferrammen er allerede brugt op, fortæller sportschefen.
Der var råd til at forlænge med en veteran, skrive med en transferfri angriber fra Esbjerg og købe en back hos nedrykkerne fra Horsens.
Olsen ikke opgivet
»Pengene er blevet brugt på at forlænge med Martin Jørgensen og hente Jesper Lange og Alexander Juel Andersen. Det var de muligheder vi havde, og jeg mener, at vi kommer forstærket ud af transfervinduet,« siger Brian Steen Nielsen.
AGF har desuden skrevet kontrakt med FCM-spilleren Danny Olsen, men den gælder først fra vinterpausen. Et forsøg på at få Danny Olsen allerede i dette transfervindue har indtil videre ikke vist sig muligt.
»Den sag er vel ikke helt lukket endnu. Vi vil gerne have ham så tidligt som muligt, men vi kan ikke betale en transfersum, så det sker næppe. Jeg har forståelse for FC Midtjyllands situation, og han spiller fast i øjeblikket. Jeg er bare glad for, at det er lykkes at skrive en kontrakt med ham,« siger Brian Steen Nielsen.
Skulle FC Midtjylland ændre mening og lade Danny Olsen gå allerede nu for at spare hans løn i de kommende måneder, vil AGF forsøge at finde pengene, så han kan komme nu.
»Så må jeg ind at spørge Jan Christensen (administrerende direktør, red.), om vi kan finde pengene,« siger Brian Steen Nielsen.
Ingen foræring
Onsdag afskibede AGF midtbanespilleren Emil Scheel til Silkeborg, men det skifte udløser ikke penge til nyindkøb, selvom klubben slår fast, at der er tale om et salg og ikke en fri transfer.
»Vi har ikke sluppet ham gratis. Vi forærer ikke noget væk, det er professionel fodbold. Jeg vil ikke ud med et beløb, men faktum er, at vi fik ham gratis og nu får penge via et salg,« siger Brian Steen Nielsen.
Den 23-årige Scheel bankede selv på døren i AGF i 2010.
Han kom som Danmarksseriespiller fra Lyngby og løftede sig med hårdt arbejde fra amatør på reserveholdet til en professionel kontrakt og 25 førsteholdskampe for AGF. Men lige nu er han langt fra spilletid.
»I den seneste kamp var han ikke i truppen på 18 mand. Vi har Martin Jørgensen, Kasper Povlsen, Hjalte Nørregaard og Casper Sloth på den centrale midtbane. Desuden kan Jens Jønsson også spille den position. Derfor var beslutningen ikke så svær, da vi fik henvendelsen fra Silkeborg,« siger Brian Steen Nielsen.
I Silkeborg skal han hjælpe cheftræner Jesper Sørensen med at lukke de huller og fysiske mangler, der blev blotlagt, da holdet i weekenden tabte 0-5 til Hobro i 1. division.
Stor ærgerrighed
»Han er en talentfuld midtbanespiller, som vi ser store muligheder i, og han passer godt ind i vores strategi om at tilknytte spillere med udviklingspotentiale og stor ærgerrighed,« siger Silkeborgs sportschef Peder Knudsen.
Uden penge på lommen skal AGF's sportschef i de sidste uger af transfervinduet primært tage stilling til eventuelle bud på spillere.
Midtbanemanden Casper Sloth, der netop er udtaget til A-landsholdet, og backen Adam Eckersley, som er henvist til bænken, er mest oplagte bud på salgbare spillere.