Borgmester vil ikke betale forudsmykning til homoseksuelle
Københavns Kommune betaler 70.000 kr. for de regnbueflag, der skal være på byens busser til Copenhagen Pride. Aarhus Pride har fået afslag på samme tiltag.
For lidt over en uge siden vedtog et flertal i Københavns kultur- og fritidsudvalg, at homoseksuelle skal hyldes af byens busser.
Udover at flage på rådhuset, vil kommunen også lade regnbueflaget blafre på busserne, når Copenhagen Pride afholdes i august.
Udgifterne på 70.000 kr. til indkøb og opsætning af de mange flag dækker Københavns Kommune såmænd også.
Det fik folkene bag Aarhus Pride, der foregår i morgen, til at håbe på noget lignende i Aarhus.
Derfor rettede man henvendelse til borgmesterens kontor, som henviste til Midttrafik, da trafikselskabet bestemmer, om der skal flag på dets busser.
I samme ombæring var meddelelsen fra borgmesterens kontor ifølge Aarhus Pride, at kommunen ikke ville yde økonomisk støtte til indkøb af regnbueflag, og det fik Aarhus Pride til at droppe idéen.
»Vi har ikke råd til selv at betale for flagene. Vores budget sidste år var på 40.000 kr. til at lave hele arrangementet, så derfor forventer vi, at kommunen betaler for eventuelle indkøb af flag. Det er jo en en engangsudgift, som kommunen ikke skal betale igen næste år,« siger Martin Møller Aamand, talsmand for Aarhus Pride.
Vil kræve meget støtte
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) vidste ikke, at arrangementet havde fået afslag på, om kommunen ville betale for regnbueflagene.
»Men hvis det koster 70.000 kr., så synes jeg, at det er mange penge til støtte af et arrangement. Det ligger langt over det, kommunen normalt støtter sådan et arrangement med,« siger han.
Jacob Bundsgaard mener dog, at det vil være et godt signal at fejre Aarhus Pride med flag på både rådhuset og busserne, og borgmesteren skal da også holde tale samt uddele Aarhus Pride-prisen til en eller flere personer, der har gjort en positiv forskel for homoseksuelle, biseksuelle eller transseksuelles levevilkår.
Aarhus Kommune vil heller ikke flage på rådhuset, men har i stedet givet arrangørerne lov til at sætte flagstænger op på pladsen foran rådhuset, og det har Aarhus Pride accepteret.
Men ifølge Martin Møller Aamand er man stadig skuffet over, at det ikke er kommunen, der flager.
Forstår ikke holdningen
Det forstår Mia Lynge Andersen godt. Hun er kommunikationschef for Copenhagen Pride, der de seneste år er blevet fejret med flag på hovedstadens rådhus.
»Politikerne anerkender, at det er en fest for hele byen, ved at sætte flag op på rådhuset og busserne. Så jeg forstår ikke, hvorfor man ikke også kan gøre det i Aarhus,« siger hun.
Bünyamin Simsek (V), rådmand for teknik og miljø, kalder det for småt og snævert, at folkene bag Aarhus Pride tvivler på kommunens mangfoldighed og rummelighed, fordi man ikke vil sætte flag op på rådhuset.
»Kommunen støtter op om Aarhus Pride, men arrangementet skal ikke have lov til at have et flag hængende på rådhuset,« siger han.