AGF er en god mellemstation

»Hvordan kommer jeg med bussen til træning?«

Det var det første, Dominic Oduro tænkte på, da han var kommet til Aarhus fra storklubben Manchester City.

Den 18-årige ghaneser sad i sin nye lejlighed i januar og havde netop underskrevet en halvandet år lang lejekontrakt med AGF. I et land og en by, han intet kendte til. Men det var mindre vigtigt, for han var her for at forfølge sin drøm.

Han fandt hurtigt ud af at tage bussen, blev præsenteret for hyggelige steder i byen, og efter godt tre måneder i Aarhus føler han sig nu hjemme. Det skyldes primært en speciel ven.

En ven, som samtidig er hans holdkammerat i AGF og klubbens anden afrikaner. Edafe Egbedi er offensiv midtbanespiller, 19 år og fra Nigeria. De to unge afrikanere har hurtigt udviklet et tæt forhold.

Stort drengeværelse

»Edafe har hjulpet mig med en masse ting i byen, og det har været med til, at jeg er faldet rigtig godt til,« siger Dominic Oduro, mens han ud ad øjenkrogen kigger på fjernsynet, som viser en U17-landskamp mellem Slovakiet og Østrig.

»Men jeg ser også rigtigt meget fodbold fra Superligaen,« skynder han at tilføje.

»Det er vigtigt for mig at lære spillestilen at kende, så jeg er klar, når træneren giver mig chancen.«

Han sidder i sofaen i sin lejlighed på Langenæs. Hjemmet er indrettet som et stort drengeværelse uden overflødige nipsting. En sofa, et spisebord, stole og et køkken med kun det mest nødvendige grej, men nydeligt ryddet op. Håndtrykket er fast, og han virker mere moden end en gennemsnitlig 18-årig.

»Edafe er inde i byen med sin kæreste, men han kommer så hurtigt, han kan,« undskylder Oduro, der sammen med Edafe Egbedi har en interviewaftale med avisen.

Imens forklarer Oduro, at de to ellers altid er sammen. Oduro bor i stuen, mens Edafe Egbedi holder til på tredje sal i den samme opgang. De følges til træning, tager ind til byen, kigger på butikker og ser fodbold sammen i fjernsynet.

De laver praktisk talt alt sammen, kvinderne er de dog ikke fælles om. Kort efter ringer det på, Edafe Egbedi kommer ind, hilser pænt, tjekker resultatet i fodboldkampen og smider sig i sofaen.

Han kom til AGF i efteråret 2011 og forklarer, at tiden i Aarhus var lang, før han lærte Dominic Oduro at kende. Han følte sig ensom og var tæt på at opgive fodbolddrømmen i Danmark.

»Jeg savnede min familie. Jeg havde bare lyst til at tage hjem til Nigeria, men nu tænker jeg ikke rigtigt på det mere,« fortæller Edafe Egbedi, som fik dagene til at gå med at sove og spille computerspil i pauserne mellem træningspassene på Fredensvang. I dag er hans hverdag en anden. Han har fået en dansk kæreste, men han lægger ikke skjul på, at Dominic Oduro er den væsentligste årsag til, at han er faldet bedre til i byen.

Som en bror

»Han er som en bror for mig, og jeg er lykkelig for, at han er kommet til byen. Jeg har fået det godt igen,« siger nigerianeren.

De er begge taget langt væk hjemmefra for at udleve en drøm. De vil være professionelle fodboldspillere, ikke bare i AGF, men i en stor klub i Europa, gerne i England.

Dominic Oduro blev hentet til Manchester City som 16-årig fra et fodboldakademi i Ghana. Derfor var det ikke den store omvæltning at komme til Aarhus, kulturen adskiller sig ikke meget fra Manchester, fortæller han.

For Edafe Egbedi, der byttede brandvarme Nigeria ud med et råkoldt efterår i Aarhus fra den ene dag til den anden, var det en stor omvæltning. Han behøvede ikke længere være bange for at gå på gaden, for bilisterne overholdt rent faktisk færdselsloven, pigerne røg og drak sig fulde, og fodboldspillet var anderledes. Stort set alt var forskelligt.

De understreger begge, at alle har været gode til at tage imod dem, og er overraskede over, hvor høflige folk er i Danmark.

»Hver gang du holder døren eller noget i den stil for en dansker, siger han tak. I Ghana går folk bare forbi uden at sige noget som helst,« siger Dominic Oduro.

Debut til gode

Mens Edafe Egbedi har fået flere kampe for AGF’s superligahold, har Oduro stadig sin debut i en turneringskamp til gode. Det sker efter sommerferien, håber han.

»Mit personlige mål er at komme ind på holdet og være med til at spille AGF i top-3. Jeg vil have erfaring, så jeg kan komme tilbage til Manchester City og spille for førsteholdet,« siger Dominic Oduro.

Hjælper hinanden

Han har ikke set sin familie, siden han kom til Aarhus. Han har sin mor og en lillebror, faderen er død. Men de kan ikke lokkes til Danmark.

»Jeg har ellers sagt til dem, at det er begyndt at blive bedre vejr her, men det hjælper ikke,« siger Dominic Oduro med et smil.

Heller ikke Edafe Egbedis familie har besøgt ham i Europa.

I stedet hjælper de to fodboldspillere hinanden. De hører den samme musik, griner af de samme ting og spiser den samme mad, Dominic Oduro er den bedste kok af de to. De deler interesser, man ikke bare kan med en jævnaldrende danskere, forklarer de samstemmende.

I deres hjembyer i Afrika er de store stjerner. Dem, der slap gennem nåleøjet. Fodbold fylder meget i både Ghana og Nigeria, og de fleste unge drenge drømmer om at få chancen for at spille fodbold i Europa.

»Hvis du spiller i Europa, så ringer dine venner til dig hjemmefra og siger, at de har brug for alle mulige ting. Jeg siger til nogle af dem, at de nok skal få det, det kan f.eks. være en mobiltelefon eller en computer. Men det er ikke sikkert, at de får det med det samme, og det forstår de også godt,« siger Dominic Oduro.

Fodboldkampen i fjernsynet er forbi, i morgen venter endnu en træning. De to spillere vil bide sig fast i AGF. Og så videre i karrieren. Aarhus er en mellemstation, men en god én.

»Tak for i dag,« siger Dominic Oduro på dansk.

Han har allerede lært af den danske høflighed, fortæller han.