Grænsen gik ved lygtepælen

Mohamed Ibrahim peger hen imod stien, mens han fortæller.

»De unge kaldte det ”Grænsen” her. Det gør de faktisk endnu,« siger han.

Det er overgangen fra Dortesvej til stisystemerne i hjertet af Gellerup, han henviser til. Den stribe asfalt, som fører fra City Vest i syd mod Bazar Vest i nord og former en lille plads her på sin midte.

Der er et lille bump, hvor vej bliver til sti, og, hvor indkørslen til Gellerupbadet og Klubberne i Gellerup er anvist med skilte. Mohamed Ibrahim har været leder af sidstnævnte siden 2007, han har fulgt og kendt en stor del af de knægte, som er blevet til unge mænd og siden voksne her i området. Også nogle af ballademagerne.

Det er fredag, klokken nærmer sig 11.30, og foran os strækker en monstrøs metalpæl sig mod den blå himmel. De skrå sider i bunden af den er boltet fast og skåret til med fri hånd. Det skal ikke være kunst, det skal være holdbart, synes at være filosofien bag.

Den gode stemning

Betonfundamentet når til knæene, otte metalplader er svejset lodret på standeren, og længere oppe rager spidse, østblok-agtige modhager ud i luften. Det ser ud til, at opgaven er løst til perfektion. Standeren står her i hvert fald endnu.

Her er fredeligt og mennesketomt. Børnestemmer fra fodboldbanen i nærheden og de omkringliggende institutioner udgør lydkulissen. ”Grænsen” er ikke, hvad den var, fortæller Mohamed Ibrahim.

»Gennem de seneste to år er stemningen herude blevet bedre. Der er et godt sam<DB>arbejde i området mellem alle klubberne, boligforeningen og alt det. For to-tre år siden ville de unge se pas, når folk ville i svømmehallen. Det var selvfølgelig irriterende for folk, der skulle forbi, det skabte utryghed, men det var bare en leg,« siger han.

»Her har kun været en episode i 2013. Den var ikke ok, men jeg tror, at det var lidt af en misforståelse«

Mohamed Ibrahim taler om sagen, da to svømmetrænere fra AGF følte sig så voldsomt chikaneret foran Gellerupbadet – 99 voksne skridt fra metalmonsteret – at AGF nedlagde træningen i området. En gruppe unge mænd gik angiveligt løs på den bil, de to trænere sad i, og svømmeklubben reagerede prompte.

Det samme pønser Brabrand Boligforening, som rummer Gellerupparken og dens op mod 8.000 beboere, på at gøre.

»Vi stopper ikke«

Boligforeningens direktør, Torben Overgaard, fortæller, at man overvejer at opsætte mere lys og videoovervågning ved svømmebadet. I årtier har han arbejdet for Brabrand Boligforening; han kender udfordringerne i Gellerup, han har håndteret dem i længere tid end de fleste.

Med hjælp fra politiet, kommunen og en hård kurs mod ballademagerne er mængden af kriminalitet i området faldet gennem de seneste år, forklarer Torben Overgaard.

Så meget, at han kalder Gellerup for »privilegeret« sammenlignet med andre steder i landet. Som Skovlunde eksempelvis, hvor butikker er lukket på grund af bandeuro.

Taktikken har været at reagere konsekvent og prompte over for »den lille gruppe unge mennesker«, som »langt hovedparten af beboerne er meget træt af«, siger direktøren.

Videokameraer har været et af de centrale våben i mange år. Nogle gange virker de glimrende, andre gange følger der store udfordringer med, fortæller Torben Overgaard.

»Hvis man f.eks. forsøger at videoovervåge en plads, hvor der dagligt handles med narkotika og tyvekoster, kat og alt muligt andet, så kan man være helt sikker på, at de gutter, som færdes der, er både arbejdsomme og flittige til at modarbejde os. De har både vinkelslibere og værktøj, de er i stand til at fælde selv den største lampe og det største videoapparat. De kan sgu nå op på taget, hvis det er det, der skal til. De arbejder i timevis for at få kameraerne væk,« siger han.

Hele kunsten som modpart er, at man må, ja, trække en grænse. Derfor historien om den uskønne metalpæl ved ”Grænsen” – om lysstanderen, som blev et symbol.

Fyldt med støbesand

»Vi ville gerne have noget lys op i nærheden af svømmebadet, så vi satte lamper op. Men de er lidt mørke, så de ligner små videokameraer. Derfor var der nogle, som var helt sikre på, at vi overvågede dem. Det var grunden til, at de væltede standeren. De skar den simpelthen ned – bup – med en vinkelsliber,« fortæller Torben Overgaard.

Hvad gjorde Brabrand Boligforening? Den genrejste standeren og fyldte den op med støbesand, så savklingerne brænder af, hvis man prøver at save den ned på ny. Den sendte et signal.

»Man må tage kampen op. Når folk er så arbejdsomme, flittige og udspekulerede, må man bare sige ”Arh… de er ikke klogere end os. Så gør vi bare noget andet.” Det gør vi hele tiden. Det er vores filosofi. Vi bliver ved. Vi stopper ikke,« siger Torben Overgaard.

Rambukangreb

Som Mohamed Ibrahim forklarer denne fredag i hjertet af Gellerup, ved alle nu, at der ikke er videoovervågning i grænsestanderen. At den er et forsøg på at skabe lys og tryghed. Men lyset er – eller var i hvert fald – også ilde set.

I en periode havde politiet stort fokus på ”Grænsen”, og da mange af de unge ikke ville genkendes af ordensmagten, søgte de mørket, forklarer klublederen. I Brabrand Boligforening mærkede man den direkte konsekvens.

»En af fyrene, han må være elitegymnast, han kravlede sgu op i masten, og så skar han lamperne ned deroppe fra,« fortæller Torben Overgaard.

»Så satte vi pigge på, men dem kunne han også skære ned. Derfor satte vi dem på to steder. Så når han skal fjerne de sidste, skærer han sig selv på de første.«

Siden har masten holdt stand – og ikke kun mod drengestreger og halvhjertede forsøg på sabotage. Ifølge hjemmesiden gellerup.nu er lygtepælen blevet påkørt af en personbil mindst tre gange. Uanset hvad har Torben Overgaard slået sin pointe fast.

»Jeg tror, at en af årsagerne til, at kriminaliteten falder, er, at vi reagerer straks. Derfor synes jeg, at historien om standeren er god. Hvis ikke vores initiativ virker første gang, så gør vi noget andet. Hvis det heller ikke virker, gør vi noget helt tredje,« siger han.

»Man er nødt til at gøre noget straks, der hvor utrygheden er. Ikke i morgen. Ikke i overmorgen. Nu.«

Uligheden vokser

Da JP Aarhus i september 2011 var på en reportagetur op gennem Gellerup, gjorde vi også holdt ved ”Grænsen”. Den gang stod en gruppe <DB>unge fyre og hang ud og fortalte historier. Den ene var lige blevet smidt ud af sin uddannelse, den anden havde siddet inde for røveri, fortalte de.

Sandt eller ej var essensen, at de på en ganske almindelig hverdag intet havde at give sig til. De var en del af de udfodringer med arbejdsløshed og manglende uddannelse, som især karakteriserer de udsatte almene boligområder i Danmark.

Anledningen til JP Aarhus' besøg i 2011 var, at en ph.d.-afhandling fra Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus viste, at Gellerup er det sogn i byen, hvor gruppen af småt bemidlede indbyggere er vokset mest siden 1984. Gellerup er ifølge undersøgelsen byens klart fattigste sogn, over 20 pct. af indbyggerne lever ifølge OECD's termer under fattigdomsgrænsen.

Netop det tema fylder også i Torben Overgaards bevidsthed.

»Jeg kunne godt ønske mig et samfund, hvor der hverken var kriminalitet eller overfald. Men i 2013 er der på verdensplan større og større ulighed. Og bliver man tilstrækkeligt fattig og tilstrækkeligt sulten, bliver man nødt til at stjæle. Det er selvfølgelig ikke i orden, men det helt afgørende er, at det danske samfund aldrig begynder at tvivle på nødvendigheden af at have en social indsats. Det er den, som er med til at begrænse problemerne,« siger han.

Det handler om tryghed

Når det kommer til stykket, handler det om mere end kæft, trit og retning at omgås unge mennesker i socialt udsatte boligområder, lader Torben Overgaard forstå. Det handler om socialpædagogik – og ikke mindst om kommunikation.

»I samme øjeblik man er i dialog med de unge mennesker, bliver det hele meget lettere. Når jeg kommer derned, laver banditterne ikke noget ballade. For de kender mig,« siger Torben Overgaard.

Problemet er, at rødderne end ikke lader til at være i dialog med deres egne forældre, mener han.

Først bliver de overladt til sig selv, dernæst holder de sig for sig selv.

»Man mærker kun, at folk holder af en, hvis de bliver vrede, når man svigter dem. Hvis man ikke oplever det fra sine forældre, finder man tryghed et andet sted. Situationen er den, at forældre og børn overhovedet ikke kommunikerer. Når ungerne når en vis alder, er de fuldstændig ligeglade med, hvad forældrene siger,« siger han.

»De her unge giver hinanden tryghed ved at være sammen. Vi skal prøve at give dem tryghed på en anden måde. De her knægte skal have et mål for deres fremtid med job og beskæftigelse. For de har også et ønske om at kunne stifte en familie, forsørge deres børn og give dem en god uddannelse. Selv de kriminelle.«

»Jeg er ikke naiv«

Den tidligere leder af Bazar Vest, Jørgen Skov, anslog i 2012 i bogen »10 bud på kultur, identitet og værdier i Danmark«, at gruppen af kriminelle unge i Gellerup udgøres af 30-40 andengenerationsindvandrere.

Tilbage ved ”Grænsen” har uret passeret middag. Bortset fra to unge fyre i hættetrøjer og hængerøv, er her lige så tomt som for en time siden. De 30-40 unge er ingen steder at finde. Måske er den fredelige stemning ved lysstanderens klumpfod kommet for at blive. Måske skyldes den bare tidspunktet.

Inde i klubben et stenkast derfra, på Mohamed Ibrahims kontor, fortæller en gæst, at der står en stander magen til oppe i Toveshøj. Og Brabrand Boligforening opsatte oprindeligt også en ved Edwin Rahrs Vej, siges det, men den blev saboteret så mange gange, at det projekt til sidst blev opgivet.

Natten til torsdag overfaldt flere unge mænd en 19-årig mand med køller og peberspray på Bentesvej i Gellerup, og oppe ved Bazar Vest handles der stadig med hash ved hovedindgangen. Sådan er status i maj 2013.

Torben Overgaard håber, at han og de øvrige myndigheder i området kan trænge igennem til så mange som muligt. Men.

»Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at det hele bliver en stor succes,« som han siger.

»Jeg ved godt, at med nogle af vores beboere hjælper det aldrig noget som helst. Men hvis der er 10 rødder, og vi kan hjælpe bare seks af dem i den rigtige retning, så er det slet ikke så dumt.«