Besøg Aarhus' butikker på Google
Nu kan du med få klik besøge aarhusianske restauranter og butikker hjemmefra.
Det er Google Street View, der nu giver dig mulighed for at træde indenfor, selvom du sidder hjemme foran computeren.
Billederne er 360 graders panoreringer, så du nemt kan bedømme både indretning og stemning.
Vil gerne vise sig frem
Restaurant ET er en af de virksomheder, som aarhusianerne både kan besøge på adressen Åboulevarden 7 og med et par klik på internettet.
"Vi synes, det er fedt, at man kan komme ind og se lokalerne med en virtuel rundtur; det er der helt sikkert nogle gæster, som kan drage megen nytte af. Restaurant ET er på 600 kvm, og med den her løsning kan man se hver en krog. Når man har slidt hårdt for at lave en pæn restaurant, så er det jo altid dejligt at vise den frem," siger ejer Lars Eiskjær i en pressemeddelelse.
Opkald fra Google
Det er ikke Googles fotovogne, men lokale fotografer, som bliver sendt ud for at tage billeder til sitet.
I Aarhus fik fotograf Rasmus Hansen en dag et meget uventet telefonopkald.
"Da Google ringede og tilbød mig at blive Google-fotograf, troede jeg først, at jeg havde en sælger i røret eller nogen, der lavede sjov med mig. Efterhånden forstod jeg imidlertid, hvad henvendelsen handlede om, og så sagde jeg straks ja," siger Rasmus Hansen i pressemeddelelsen.
Danmark har i øjeblikket 17 Google-fotografer.