Fodbold: Åndemaner skal hjælpe AGF
AGF-fans har hyret en åndemaner, der skal uddrive spøgelser og onde ånder fra Fredensvang. Det skal hjælpe på de mange skader.
AGF's fans allierer sig nu med overnaturlige kræfter for at bakke byens betrængte superligahold op. En fraktion af tilskuere har hyret en åndemaner, der skal hjælpe med at rense luften på klubbens træningsanlæg Fredensvang.
Fanklubben har betalt åndemaneren for at udføre en ceremoni i forlængelse af holdets træning på anlægget lørdag den 5. marts.
»Han vil foretage en såkaldt spøgelsesopsendelse. Han har fortalt, at det kan hjælpe med at fjerne dårlige viberationer fra et sted eller en bygning. Samtidig vil mange fans affyre romerlys, så vi på den måde også kan ryge den onde ånd ud,« siger Frej Eriksen fra fanfraktionen Galehuset AGF.
Den ånde ond i AGF er skader. Ifølge Frej Eriksen rammes AGF urimeligt hårdt af alvorlige og mystiske skader.
»Vi vil gerne hjælpe med at fjerne det klassiske AGF-syndrom, hvor de nye spillere bliver skadet, blot de kigger på AGF's klubhus. Vi er overbevist om, at der hviler en forbandelse over Fredensvang. Vi vil gerne være med til at fjerne de dårlige vibrationer en gang for alle,« forklarer Frej Eriksen.
Han nævner eksempler på uheldige spillere.
»Vi er overbevist om, at der ligger en forbandelse over træningsanlægget. Jonny Hanssen havde ikke været skadet i fem år, men efter 10 minutter i AGF fik han en mystisk skade, der holdt ham ude i over et halvt år. Helgi Sigurdsson blev skadet, da han var ude og løbe en lille turMartin Ulander har også været skadet i lang tid, og den nye forsvarsspiller Tuomas Aho er allerede blevet skadet, inden han har været i kamp,« siger Frej Eriksen.