Fortsæt til indhold
Aarhus

Ny skralde-fiasko på vej

Efter fiaskoen med sorte og grønne skraldeposer er en ny Århus-historie under opsejling.

Af Peter B. Olesen, Vejlegade 6, Århus C

IKKE LANG TID efter fiaskoen med affaldssorteringen med grønne og sorte poser er Århus nu på vej med et nyt skralde-mareridt. Århus skal igen være forsøgsby på affaldsområdet. Endnu en Århus-historie!

Århus Byråd har besluttet, at skraldespandene ikke må stå fremme på gaderne i midtbyen. Det har hidtil været tilladt at stille skraldespandene ud på tømningsdagen (og ind igen), men nu har Byrådet vedtaget, at det heller ikke er tilladt, ligesom alle affalds-øerne nu skal nedlægges. Da Arbejdstilsynet samtidig stiller strenge krav om adgangsforholdene til spandene, betyder det, at ejendommene i midtbyen skal investere i nye, dyre, tekniske løsninger. Århus Kommunale Værker (ÅKV) har udarbejdet en række fantasifulde forslag til løsninger.

I rigtig mange karréer står affaldsspandene i dag i affalds-øer eller i kælderen. Her er den eneste foreslåede løsning, at der i hver eneste kældernedgang bygges ramper, lifter eller elevatorer. Disse anordninger skal så betjenes af skraldemændene under selve tømningen.

Der er imidlertid tale om løsninger, som har rigtig mange ulemper og som sandsynligvis overhovedet ikke vil kunne fungere i praksis.

Skæmmende

Løsningerne, der foreslås af ÅKV vil ødelægge og skæmme ejendommes facader samt besværliggøre adgangen til kælderen for ejendommenes beboere. Kældernedgange med påmonterede lifter og lignende vil gøre det vanskeligt for beboerne at hente cykler og barnevogne ned og op fra kældere. Man kunne jo så forestille sig, at man blot lod cykler og barnevogne stå på fortovet, men også det ville være en uacceptabel løsning.

Skraldespande på fortovet på tømningsdagen og affalds-øer er da ikke mindre kønne end lifte og elevatorer påmonteret kældernedgange. Skal ejendomme indrettes efter renovations-løsninger eller efter de mennesker, der bor der?

Hvad sker der, når man så efter et par år finder ud af, at en sådan affaldsløsning slet ikke kan fungere?

De installerede lifte m. m. kan så få lov at ruste op. Det bliver et kønt syn! Og igen har man formøblet en masse penge til ingen verdens nytte. Har man da ikke her et eksempel på, at "kuren er værre end sygdommen"? Skal skraldespandene væk fra gaderne uanset prisen?

Fungerer godt

Begrundelsen for de vilde planer er, at det ikke ser pænt ud med affaldsspande og affalds-øer på fortovene.

Det er svært at forestille sig en mere effektiv affaldsløsning end den nuværende med affalds-øerne og skraldespande, der sættes frem og tilbage på tømningsdagen. Det fungerer godt de fleste steder.

Det er vel ikke særlig skæmmende at have spandene stående på fortovet den ene dag, da de tømmes, og affalds-øerne er vel, når blot de ikke er overfyldte, også til at holde ud at se på - specielt når man tænker på alternativerne.

I de tilfælde, hvor en affalds-ø er overfyldt, kunne det løses med en hyppigere eller en ekstra tømning.

Problemet er kun de steder, hvor skraldespande permanent står på fortovet. Nu vil man tilsyneladende straffe alle, fordi nogle få ikke overholder reglerne med at sætte spandene frem og tilbage.

Det svarer til, at man vil have alle parkerede biler væk fra gaderne og kræve, at der bygges parkeringshuse til alle biler, fordi nogle parkerer ulovligt! I stedet kunne man tage fat i de ejendomme, der lader spandene stå og fylde op hele ugen.

Information

Måske skyldes det ikke andet end uvidenhed. Man kunne i første omgang sætte ind med information. Det vil være langt billigere.

Stop den vanvittige affaldsplan i tide! Århus har ikke råd til flere affalds-forsøg!

Det bliver interessant at se, hvilke byrådspolitikere, der mon fortsat vil støtte det planlagte affalds-mareridt. Måske skal der et byrådsvalg til for at få fornuften frem.