Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhusianske talenter blev hædret

Fem talentfulde hold og 25 individuelle idrætstalenter kåret som "Future Sports Stars".

Hotel Royal delte i går i alt 215.000 kroner ud til de mange aarhusianske talenter, som fik titlen som fremtidens sportsstjerner.

Modtagerne af hæderen og pengene var fem talentfulde hold og 25 af de største individuelle idrætstalenter inden for blandt andet håndbold, atletik og taekwondo.

"Den økonomiske støtte er af stor betydning for vores lokale udøvere og en meget flot påskønnelse af de unge idrætstalenter," siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Marc Perera Christensen.

Stolte aarhusianere

"Det er initiativer som dette der bidrager til, at Aarhus fortsat kan producere topidrætsstjerner, der kan sikre byen national og international hæder og gøre os alle til stolte aahusianere," siger han i en pressemeddelelse.

Blandt de aarhusianske talenter, som onsdag eftermiddag modtog anerkendelse for sin indsats, er sejleren Tobias Hemdorff, som vil bruge støtten til et tre-ugers træningsophold på Mallorca.

"Det er rigtig rart med økonomisk hjælp. Uden støtten fra Hotel Royal skulle jeg selv have skaffet pengene til opholdet. Men det er først og fremmest æren ved at blive kåret, som betyder noget for mig. Det at nogen tror så meget på mig og mine evner, at de vil støtte mig økonomisk giver mig et enormt selvtillidsboost. Det betyder så meget," siger Tobias Hemdorff.

Samarbejdet fortsætter

Hotel Royal indgik i 2008 en samarbejdsaftale med Eliteidræt Aarhus (ESAA) om over fem år at yde en million kroner i støtte til udvikling af lokale idrætstalenter.

De to parter har allerede indgået en ny aftale for de kommende tre år.

"Ejer af Hotel Royal, Jens Richard Pedersen, ønsker med sin støtte til aarhusianske idrætstalenter, at hjælpe med at give Aarhus mulighed for at markere sig som et flagskib i talentudviklingen i Danmark," lyder det i pressemeddelelsen.

Følgende talentfulde hold og individuelle talenter blev hædret onsdag eftermiddag:

  1. Atletik: Jakob Dybdal Abrahamsen, Frida Sångran, Dennis Mägi og Jonas Kløjgaard Jensen, 20.000 kr.
  2. Badminton: ESAA Badminton, 25.000 kr.
  3. Basketball: ESAA U18 Herrer, 20.000 kr.
  4. Brydning: Kasper Ravn, Oliver Krüger, Jacob Gandløse, Mads Hørkilde og Tim Jaquet, 15.000 kr.
  5. Fodbold: Skovbakken Kvindefodbold, 15.000 kr.
  6. Gymnastik: Mathias Christiansen og Stig Kjeldsen, 15.000 kr.
  7. Håndbold: Århus Håndbold U-18, 20.000 kr.
  8. Håndbold: SK Aarhus U-18, 15.000 kr.
  9. Sejlads: Tobias Hemdorff, Anne-Line Lyngsø Thomsen, Ida Marie Baad & Marie Thusgaard Olsen, 30.000 kr.
  10. Sportsdans: Petar Daskalov & Christine Højmark, Dmitri Kolobov & Signe Busk, Alexandru Pogor & Mathilde Lyngsdal, 20.000 kr.
  11. Taekwondo: Sarah Mallykke, Martins Hoang, Charlotte Bjelke og Mark K. Hansen, 20.000 kr.