Politisk drama om Ceres-grund
Uenighed om, hvor stor en del af Ceres-bygningerne, der skal bevares. Hvad mener du?
I sidste øjeblik er der blusset en hed politisk debat op om, hvor mange af de gamle bygninger på Ceres-grunden, der skal bevares.
Aarhus Kommune har i næsten to år arbejdet på en lokalplan, der skal bane vej for en ny bydel på det 75.000 kvm store område, som tidligere husede Ceres-bryggeriet. Men nu er der opstået et politisk drama om de bevaringsværdige bygninger.
Fra begyndelsen har det været meningen, at stort set hele Ceres-grunden skulle ryddes for at give plads til et område med boliger, erhverv, kultur, uddannelse, parkeringspladser og en bypark. Kun tre af de eksisterende bygninger var udset til at blive bevaret - det er tydeligt fremgået af alle tegninger - og det satte ingen spørgsmålstegn ved, før kommunens bevaringsudvalg for kort tid siden anbefalede at bevare yderligere tre bygninger.
Udvalg uden enighed
Det har ført til en intens debat i byrådets tekniske udvalg, senest mandag i denne uge, hvor det ikke lykkedes at nå til enighed om en fælles indstilling til byrådet.
Først i aften, når lokalplanen for Ceres-grunden efter planen skal vedtages endeligt af byrådet, bliver det afklaret, nøjagtigt hvor mange af bygningerne der skal bevares. Men det ligger fast, at der kun kan blive tale om at bevare to bygninger ud mod Silkeborgvej ud over de tre, der hele tiden har skullet bevares.
»Det er et spørgsmål om at finde en balance, hvor vi giver plads til nyt og samtidig bevarer historien,« siger Ango Winther (S), som er næstformand i teknisk udvalg.
»Ceres' bygninger har altid stået for mig som et markant syn, når man kører ned ad Viborgvej. Stadsarkitekt Gösta Knudsen har lavet nogle skitser, der viser, at nye bygninger godt kan bygges rundt om de bevaringsværdige,« siger Venstres medlem af udvalget, Henrik Vestergaard.
Royal Unibrew ejer Ceres-grunden, og i marts i år meddelte bryggeriet, at entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S får lov at købe og udvikle Ceres-grunden etapevis. Begge parter anbefaler, at byrådet holder fast i den oprindelige plan om kun at bevare tre bygninger.
Den oprindelige plan var, at stort set hele Ceres-grunden skulle ryddes. Nu diskuteres det, om flere bygninger skal bevares. Hvad mener du er den bedste løsning?
Giv din mening til kende.