Rådmand bremser pilgrimsrejser for kontanthjælp
Socialrådmand Hans Halvorsen (S) vil ændre kommunens praksis, så muslimer ikke kan tage til Mekka på pilgrimsrejse med kontanthjælp.
Muslimer i Aarhus har indtil nu haft lettere ved at tage af sted på pilgrimsrejse til Mekka end muslimer i andre kommuner. Men det skal være slut nu, siger socialrådmand Hans Halvorsen (S).
Han vil have lavet om på det faktum, at sagsbehandlere i Aarhus i højere grad end i andre kommuner udsteder rejsetilladelser til indvandrere, flygtninge og efterkommere, der vil ud at rejse og have deres kontanthjælp med.
Ved en stikprøvekontrol, som politiet foretog i Kastrup Lufthavn i november i fjor, viste det sig, at otte aarhusianske kontanthjælpsmodtagere havde haft deres kontanthjælp med til udlandet, hvilket var forholdsmæssigt langt flere end i andre kommuner.
Det har fået beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) til at beskylde Aarhus Kommune for »at køre sin egen lemfældige socialdemokratiske udlændingepolitik«.
Men det afviser Hans Halvorsen, der siger, at kommunen har Ankestyrelsens ord for, at Aarhus Kommunes tolkning af reglerne i aktivloven er god nok.
Alligevel vil Hans Halvorsen have lavet kommunens praksis om.
»Jeg synes ikke, at det er rimeligt, hvis kommunens sagsbehandlere sådan nærmest pr. automatik lader folk rejse til Mekka på pilgrimsrejse med kontanthjælp. Hvis man vil på pilgrimsrejse, skal det ikke være for kontanthjælpen. Den skal der lukkes for, når man er ude af landet på sådanne ture. Derfor vil jeg tage en snak med embedsværket for at få praksis lavet om,« siger Hans Halvorsen.
En særlig Aarhus-tilladelse
Aarhus Kommune har - som den eneste kommune i landet - udarbejdet en særlig tilladelse med titlen ”Accept af kortvarigt ophold i udlandet”, som sagsbehandlere kan udstede til kontanthjælpsmodtagere, der beder om at beholde deres kontanthjælp, mens de er på et udlandsophold.
Ifølge aktivloven må en kontanthjælpsmodtager godt holde ferie i udlandet. Han eller hun kan bare ikke få kontanthjælp under opholdet i udlandet. Kun hvis man kan dokumentere, at man skal besøge syge slægtninge, have samvær med sine børn eller rejser ud i en aktiveringsfri periode, kan man få kontanthjælp med.
Fællestillidsmand for socialrådgiverne i Aarhus Kommune, Stinne Willumsen, siger, at det kommer bag på hende, at Aarhus skiller sig ud:
»Vi er opmærksomme på at følge reglerne på området. Bliver sagsbehandlerne bekendt med udrejse uden tilladelse, sanktionerer de, lige som der er en særlig kontrolgruppe i Aarhus, som den enkelte kan henvende sig til ved mistanke om uregelmæssigheder.«