Fortsæt til indhold
Aarhus

Nyt kollegium skal hedde Grundfos Kollegiet

De kommende ungdomsboliger på havnen får navn efter vigtig samarbejdspartner.

Et nyt teknisk kollegium, som skal stå klar til indflytning i august næste år på havnen i Aarhus, får navnet Grundfos Kollegiet.

Det skyldes, at bygmestrene Ingeniørhøjskolen i Århus og Århus Maskinmesterskole har indgået en samarbejdsaftale med Grundfos om byggeriet, som skal styrke husets miljøprofil med ny teknologi, som kan give et ekstremt lavt energiforbrug.

Keld Laursen, prorektor for Ingeniørhøjskolen i Århus, er formand for kollegiet:

”Med aftalen kan vi realisere vores energimæssige målsætninger. Vi vil gerne have, at bygningen kan udnytte lokale energiresurser og tilpasse sig dens brugere,” siger han i en omtale af projektet.

Vil skabe synlighed

Lars Aagaard, koncerndirektør for Grundfos Holding, siger:

”Vi ønsker at være synlige blandt de studerende i Aarhus. De udgør et væsentligt rekrutteringsgrundlag for os. Samtidig vil vi gerne være med til at sætte fokus på miljø og bæredygtige teknologier, som er kernen i vores forretning.”

Som en del af aftalen vil Grundfos være vært ved et årligt tilbagevendende fagligt og socialt arrangement for kollegiets beboere.

Det nye tekniske kollegium, som bliver i 12 etager, får plads til 206 beboere.