Aarhusianer i front for unge konservative
De unge aarhusianske konservative har igen indtaget formandsposten i Konservativ Ungdom (KU).
Jens Salling sørgede for, at en aarhusianer for første gang i over 11 år står i spidsen for KU.
På weekendens landsråd blev den 27-årige økonomistuderende valgt som landsformand med over 80 pct. af stemmerne.
»Århus kan blive en konservativ højborg. Det viste vi ved sidste kommunalvalg,« siger Jens Salling i en pressemeddelelse.
I lokalforeningen i Aarhus er der glæde over valget.
»Jens er ud af en gylden generation af Århus KU’ere, og vi er glade og stolte over, at han har hentet formandsposten til Aarhus igen,« lyder det fra formand Lars Bloch Jensen.
Jens Salling har været aktiv i den konservative bevægelse siden 2005. Her har han været formand for Århus KU i to år og en central del af rådmand Marc Perera Christensens kampagne, da Konservative mere end tredoblede antallet af stemmer ved det seneste kommunalvalg.
Marc Perera Christensen roser den nybagte formand.
»Jeg er meget stolt over, at et af Århus KUs største talenter skal fremtidssikre den unge konservative sag. Den konservative sag har mere end nogensinde brug for stærke kræfter som Jens Salling,« siger rådmanden.