Falleret spekulant satser på nettet
Den fallerede, tidligere ejendomsspekulant Jesper Koch Andersen lancerer et internetfirma. Han vil ikke oplyse, hvorfra de investerede penge kommer.
Investorer står tilsyneladende klar med penge, så den personligt fallerede, tidligere ejendomsspekulant Jesper Koch Andersen kan kaste sig ud i nye eventyr.
Koch Andersen har netop lanceret et internetfirma, der baserer sig på at sende tilbuds-sms'er til mobiltelefoner, og ifølge dets hjemmeside står annoncører i kø for at forære mobiltelefoner væk eller give kæmperabatter til fitnesscentre, restauranter og lignende.
Jesper Koch Andersen er blevet et kontroversielt navn med en personlig gæld på 700 mio. kr., og kuratorerne i hans konkursbo overvejer en politianmeldelse på grund af en række uregelmæssigheder i hans tidligere ejendomsimperium, Dansk Capital.
Pantebreve solgt
På hjemmesiden fra det nye firma optræder han da også blot som salgsdirektør Jesper Andersen.
Selskabet bag den nye hjemmeside hedder Mediebureauet Danmark ApS, der har adresse hos og blev stiftet i februar af Allan Jacobsen.
Allan Jacobsen er tidligere direktør i bl.a. Dansk Pantebrevsbørs og Finansieringskompagniet, der gav Jesper Koch Andersens selskaber lån mod pant i hans ejendomme. Bagefter blev pantebrevene solgt til andre investorer, som dermed kom til at hænge på risikoen, da Koch Andersen-komplekset faldt fra hinanden i 2008.
Selv om Allan Jacobsen tillige har angivet sig selv som direktør i Mediebureauet Danmark over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, siger han, at han ikke har noget med firmaet at gøre.
»Det må du tale med Jesper Koch Andersen om,« siger han.
Et godt koncept
Jesper Koch Andersen oplyser til JP Århus, at han i dag lever af at udvikle koncepter og præsentere dem for investorer.
»Dette koncept har været så godt, at der er nogle personer, som har ønsket at bruge penge på at udvikle det færdigt, efter at jeg præsenterede forretningsplanen,« fortæller han om sms-firmaet.
Han vil ikke fortælle, hvor mange penge han har fået, eller hvor de kommer fra.
»Ingen kommentarer,« siger han.