Glasskår gemt i sandkassen
Århusianske legepladser og parker hærges af ondsindet hærværk - glasskår graves ned og gynger gøres farlige.
Små barnefødder flænset under svangen af glasskår, systematisk skjult i sandkassen.
Så galt gik det ikke, men den eller de, der havde gravet glasskårene ned i sandkassen på legepladsen ved Bellevue i Risskov i forrige uge, må have haft sådan noget i tankerne. Legepladsen ligger tæt på stranden, hvor bare fødder er mere reglen end undtagelsen om sommeren. Heldigvis blev glasskårene opdaget, inden nogen kom til skade.
Glasskår er langt fra den eneste form for hærværk, der næsten kun kan have til formål, at nogen - og tit børn - skal komme alvorligt til skade.
Løsnede skruer
Andre eksempler fra kommunens legepladser er løsnede skruer og møtrikker på legeredskaber, så børn risikerer, at gyngestativet pludselig braser sammen, mens de gynger, eller at de får en fod eller arm i klemme i rutsjebanen.
»Her er tale om ondsindet hærværk, der kræver, at man har forberedt det nøje på forhånd. Som regel kræver det to stykker værktøj at vride møtrikken løs fra bolten, ellers drejer den bare rundt. Og hvem har værktøj med på en legeplads, hvis man ikke har bestemt det på forhånd,« spørger Kim Gulvad Svendsen, chef for de grønne områder i Århus Kommune.
Hans Henrik Rasmussen, der har ansvaret for sikkerheden på kommunens legepladser, vil ikke afvise, at en enkelt møtrik kan vride sig løs, når legeredskabet er i brug.
»Men møtrikkerne er fæstnet med Loctite, en slags lim, og når fem af syv bolte er skruet ud, er det ikke tilfældigt,« siger han.
Knuste flasker gravet ned
I Mindeparken er der eksempler på, at nogen har banket flasker ned i plænen med bunden opad og derefter slået dem over i jordhøjde, så de skårede flaskeender er usynlige i græsset. Det blev opdaget, fordi plæneklipperen lød anderledes, da den kørte hen over dem.
»Selv om det er uacceptabelt, er der måske en eller anden forklaring på, at nogle unge i fuldskab smadrer en flaske, når den er tom. Men denne form for ondsindet hærværk har vi ikke set i samme omfang tidligere,« siger Kim Gulvad Svendsen.
Hvad mener du?
Hvad kan der gøres for at komme hærværket til livs?
Har du kendskab til lignende tilfælde?